mandag den 30. november 2020

Sortvinget braksvale på Skjern Enge

 En Braksvale blev fundet på Skjern Enge 20201007, og blev, med forbehold, meldt sent ud som Rødvinget. Tidligt næste morgen blev fuglen genfundet, og da der så ud til at være røde undervinger, samt fravær af hvid vingebagkant, blev fuglen hurtigt meldt som Orientbraksvale, dog stadig med forbehold. Da jeg 20201008 skulle coronatestes kunne jeg samtidigt lige klare et twitch til Vestjylland, for Orientbraksvale har efterhånden en mytisk aura over sig. Kun et fund hidtil, og det er stadig anledning til splid blandt toptwitcherne i Danmark, som det kan læses her!

Efter en tur på tværs af landet ankom jeg til Skjern Enge i styrtregn. Fuglen var set en halv time inden, flyvende fra østdelen over vejen mod sydvest. De fleste skuttede sig i tårnet eller kørte hjem, mens jeg sad i bilen under den mest intense del af regnen. Jeg besluttede mig for at køre tilbage til den sydlige del, og gå ind mod vest for at få overblik over området hvor den var set lande. Jeg mødte LJ, OA, og KEK, og de fandt fuglen i samme øjeblik jeg stødte til. Fuglen stod med en flok viber, og kom hurtigt på vingerne en del gange, for hver gang at vende tilbage til samme sted. Ret hurtigt stod det klart, at fuglen havde sorte undervinger, og dermed måtte være en Sortvinget Braksvale. Fuglen sås nu bedre end den havde været set hele formiddagen, og kunne hurtigt meldes ud som Sortvinget, hvilket sparede en del for en tur over Storebæltsbroen. Trods skuffelsen var det en god oplevelse at se fuglen så godt; det er trods alt kun den anden Sortvingede jeg ser overhovedet. Orientbraksvale har jeg set en god håndfuld af i Kina i 1997. Jeg glæder mig selvfølgelig til, at der dukker en mere op i Danmark.





Her ses 2 nye sorte håndsvingfjer, i kontrast til de brune juvenile ydre håndsvingfjer. Fuglen er derfor en 1K.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar