tirsdag den 30. januar 2018

Venstrehåndsbirding i Rom

For snart et år siden, i februar 2017, var familien på vinterferie i Rom, og det var især de antikke bygningsværker der fik opmærksomhed på turen. Jeg havde tele og håndkikkert med rundt omkring, og fik suget lidt af det lokale fugleliv til mig. Tæller man C-arter på sin WP-liste kunne Munkeparakit og Alexanderparakit være oplagte at få set, og dem så jeg ganske ubesværet, men derudover var artslisten stærkt begrænset. Der var dog flere gode arter at kigge på: en Blådrossel sås fint inden i Colloseum, Italiensk spurv var relativt almindelig i bybilledet, Sorthovedet sanger  kunne ses i krat omkring ruinlandskaberne, og Gulirisk, Rødtoppet fuglekonge, og Husrødstjert sås almindeligt på egnede lokaliteter. Et par Vandrefalke af ssp. brookei-typen sås en dag højt på himlen over Colloseum/Palatino-området, der også husede en god bestand af Ruinfirben (Podarcis siculus). Ellers var den altoverskyggende art i byen Middelhavsmåge, men den får sit eget opslag.

Alexanderparakit kunne ses alle steder med træer i Rom. Palatino, 2017-02-13.

mandag den 22. januar 2018

Prikker ude i Kattegat

I det tidlige forår kunne en Brilleand og et par Islommer ses i Kattegat ud for Odsherreds kyst. Brilleanden blev opdaget 2017-03-19 af Kristian Bruus-Jensen, og jeg havde held til at komme forbi at se den samme eftermiddag, trods nedbør med slud. Den lå lige akkurat tæt nok på til at kunne fotograferes. Brilleanden blev på stedet i en måned, og under observation af den 2017-04-01 blev der på samme sted fundet en 2K Islom. Den blev prikobset de efterfølgende dage, frem til 2017-04-03. 2017-04-02 blev der ud for Sandflugtsplantagen fundet endnu en Islom; denne gang en adult fugl i overgangsdragt. Fuglen blev fundet om morgenen i strandkanten og bød på fantastiske obser til de hurtige. Senere drev den noget længere ud mod horisonten. Jeg så Islommen et par timer efter fundet, og derfor kun på pæn afstand. Efter at have fulgt den drive mod vest kørte jeg ud til Brilleanden og så den en sidste gang. Vejret var klaret op, men afstanden var stadig stor.

Billederne er skod...men måske kan de vise, at billeder på stor afstand stadig kan have dokumentationsværdi. På Brilleanden ses den hvide nakkeplet fint, og på Islommen ses halsboa og højt, kraftigt næb.

Brilleand 3K+, Lumsås Nordstrand, 2017-03-19.

torsdag den 11. januar 2018

Bjergpiber i Reersø Havn

En Bjergpiber tilbragte den senere del af vinteren ved Havnen i Reersø. Den holdt meget trofast til ved en massiv tangvold, efterladt af stormen Urd lige før jul 2016. På trods af jævnlige forstyrrelser fra gæster og aktiviteter fra Musholm Lax var piberen meget stedfast, og kunne derfor ses nærmest dagligt på tæt hold. Jeg greb lejligheden til at blive fortrolig fuglen, der kun ses sparsomt på Sjælland. Det blev til mange spontane eftermiddagsbesøg, og efterhånden som foråret pressede sig på blev det spændende at følge dragtudviklingen - ville jeg nå at se den i sommerdragt? Indlægget viser slavisk billeder fra hver obsdag, så man kan følge dragtskiftet. I midten af marts begyndte der virkelig at ske noget! Jeg har i øvrigt prioriteret at få så mange flugtbilleder som muligt med.
2017-02-11, 13:46.