onsdag den 25. august 2021

Rosenterne på Grenen

 RoC producerede 20210626 årets hidtil bedste fugleoplevelse for mig, hvilket jeg er ham evigt taknemmelig for. Denne dag fandt han en adult Rosenterne mellem Sandormsporet og Grenen, og da de hidtidige 4 fund i Danmark kun havde været endagsfund, var det meste af twitchermiljøet på den anden ende. Rolfs beretning kan læses her

Da Rosenterne indtil da ville være en lifer for mig var jeg også totalt slået ud af meldingen. RoC meldte i første omgang ud på Zello, som jeg imidlertid ikke havde fået slået til. Heldigvis meldte ASF ud på BA klokken 0913, og da min kone var på arbejde, og jeg alligevel var i felten, var valget let. Jeg drønede mod Storebæltsbroen, og kunne undervejs glæde mig over at der kom styr på fuglen. Køreturen gik glat, og jeg rullede ind på Grenens p-plads 1345. Efter en kort briefing fra SKI og MMJ, desperat fumlen med p-billetten, og den relativt nervepirrende travetur langs Sandormsporet, lykkedes det at connecte straks med fuglen 1400. Fuglen trak langsomt mod vest i strandkanten, vendte ca ud for sporet, og drev mod øst, for endelig at stille sig til rast på stranden med en blandet måge-/terneflok. Fuglen var relativt let at pille ud med sin lysere dragt (ift Fjordterne), mindre størrelse (ift Splitterne), og sarte rosa skær på brystet. 

Den næste halvanden time nød jeg fuglen i skopet når den skiftevis rastede på stranden (det meste af tiden), fløj rundt pga opskræmning, samt fouragerede langs stranden. I hele perioden sås fuglen indenfor 500 meter mellem sporet og Grenen, og under en af flyveturene kom fuglen lige ind over den lille twitcherflok (bla KBJ, MOC, SG, og CBN) i lav højde, og udsendte et par kald. På vej tilbage nåede jeg at støde ind i bla SS, ME, TE, SBr, og WBr, der sammen med en mindre håndfuld senere på dagen nåede at bogføre fuglen, inden den forsvandt mellem 20 og 21.

Allerførste billede af ternen. Grenen, 20210626, 1400.


1403. Ternen er gået til rast, og ses ca midt i billedet, tæt til venstre for 2 Sølvmåger.

1441. Ternen kommer pludseligt lavt ind over vore hoveder. Det ses at den er ringmærket.






1442. Ternen fortsatte med at flyve rundt om os, og kan i denne lille serie ses kalde.






1445. Rosenterne fouragerende.














lørdag den 14. august 2021

Lidt lusk på Røsnæs

 Som altid blev mine besøg i foråret på Røsnæs alt for få. I det sene forår blev det alligevel til et par ture, og især et besøg 20210601 blev intenst. Jeg ville slentre ned til Vindekilde for at luske, men allerede på p-pladsen blev jeg vækket af en syngende vagtel tæt på. Efter at have optaget den gik jeg ned mod Vindekilde, men jeg var kun kommet gennem lågen, før en slank kærhøg kom glidende fra øst, passerede mig, og fortsatte mod spidsen. Jeg nåede at skyde lidt billeder, og takket være min manglende erfaring med kærhøge måtte jeg spørge de voksne om hjælp til artsbestemmelse. RSN og KMO svarede begge Steppehøg 2k hun. Tak for det! Steppehøg er ikke synderligt talrig på Røsnæs, med kun 5 claims siden 2011. Det er en art jeg ofte har haft i tankerne derude, men hidtil er blevet skuffet med. En del kærhøge i den fænologisk relevante tid har altid vist sig at være Blå kærhøg, så det var en vigtig art for mig at finde derude. Derudover fandt JAE en flot Rosenstær et par dage efter, men den var desværre væk næste morgen. Alt i alt lover det godt for Røsnæs fremadrettet; hvis østenvinden vil indfinde sig.


En af mine almindelige favoritfugle er Toppet skallesluger. Røsnæs, 20210516.

Sanglærke, Røsnæs, 20210525.

Mursejler, Røsnæs, 20210525.

Første, uskarpe, billede af Steppehøg, Vindekilde, 20210601.



Nok bedste billede til arts-, alders-, og kønsbestemmelse. Halskrave og vingeform siger Steppehøg. Lidt orange kropsfjer fra sidste års ungfugledragt siger 2K. De nye sandfarvede kropsfjer siger hun.



Her kan Vagtlen fra samme dag høres.


En Halemejse poserede åbent en tidlig morgen i skoven ved fyret. Røsnæs, 20210604.


Et snydebillede af en Gulspurv fra Møn. Det fortjente at komme med eftersom arten er så karakteristisk for Røsnæs. 20210614.


lørdag den 7. august 2021

Prøveture til Gedser

 I dette forår blev det ud af det blå til en håndfuld ture til Gedser. Gedser er ikke normalt stedet jeg slår mine folder, så det var rart at få lidt fortrolighed med lokaliteten. Det var egentlig et par mislykkede twitchs, som fik mig afsted, så udgangspunktet var ikke det bedste. Alligevel var udbyttet rigtigt fint, og ikke mindst er stemningen og miljøet på fuglestationen rigtigt godt, så jeg glæder mig allerede til næste besøg.

Første besøg kom 20210511. SeK så en sydtrækkende Lille skrigeørn fra Bøtø, og da jeg mangler den på DK-listen, og havde fri klokken 12, suste jeg afsted. Ved 14-tiden var der ikke umiddelbart en skrigeørn på vingerne, og trods en relativ grundig eftersøgning kørte jeg hjem med uforrettet sag.

Næste besøg blev lidt en spået afstraffelse...20210530 ville jeg have stået i Gedser ved solopgang 0430, men desværre gjorde sygdom hos min søn det umuligt. Jeg kom dog afsted, men først 0900. Og inden da havde Gedser vist klassen med fangst af en hun fra Hvidskægget sanger-komplekset. Jeg tænkte, at jeg stadig kunne prøve at twitche fuglen, så kørte ufortrødent. Selv om sangeren var sunket i jorden fik jeg en fin dag alligevel. En Hvidvinget terne rastede på spidsen, en Sort glente var på trækforsøg, og en trane kom skrigende gennem tågen, lavt over vore hoveder.

Sidste besøg blev 20210606. Jeg var klar ved solopgang, og fik en stille, men god morgenobs på spidsen. Sortstrubede lommer tæt på, trækkende Gulirisk og Karminpapper, og ikke mindst en kortvarigt rastende Alpesejler, blev lækre højdepunkter!

Stenpikker, Birkemose, 20210511.

Trane i havgusen, Gedser Fuglestation, 20210530.

Sortstruber bynkefugl, Gedser Fuglestation, 20210530.


Hvidvinget terne, Gedser Odde, 20210530.






Sort glente, Gedser Fuglestation, 20210530.

Sortstrubet lom, Gedser Odde, 20210606.

Sortstrubet lom i sommerdragt, Gedser Odde, 20210606.

Karmindompper på træk, Gedser Odde, 20210606.


Trane, Gedser Odde, 20210606.

Gulirisk, Gedser Odde, 20210606.


Gul vip med hvid strube fik gang i snakken på Odden, 20210606.

Alpesejler, Gedser Odde, 20210606.