Viser opslag med etiketten Tringa totanus Rødben. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tringa totanus Rødben. Vis alle opslag

onsdag den 10. september 2025

Indtryk fra Borreby Mose

 Jeg har været forbi Borreby Mose lidt planløst hen over foråret og sommeren nogle gange. Det gav lidt gode fugle som Kærløber og Rovterne, og den overordnede glæde over at se fuglene godt, som man ofte gør ved Borreby Mose. Hermed en billedrække af indtrykkene.

Krikand, 20250415.

Klyde, 20250415.

Skeand, 20250415.

Lille præstekrave hun, 20250421.

Lille præstekrave han i spilflugt, 20250421.



Rødben, 20250430.

Vibe, 20250430.

Skeand, 20250430.

Spillende Rødben, 20250430.


Kærløbere, 20250527.







Rovterne, ringmærket med en rød farvering på venstre fod, 20250527.



Stor præstekrave, 20250706.

Fiskehejre, nyudfløjen ungfugl, 20250706.

En flyvefærdig unge af Dværgterne bliver fodret af en af forældrene, 20250706.



Klyde, nyudfløjen ungfugl, 20250706.

Klyde, afledende adult, 20250706.

Rørhøg, nyudfløjen ungfugl. Ser ud til at have lys iris, så nok en han. 20250815.

Leucistisk stær, 1cy. 20250815.

Tinksmed, 20250815.



torsdag den 14. februar 2019

Forår i Borreby Mose

Et gentaget indlæg på bloggen; jeg er blot evigt begejstret over kobbersnepperne, og fik dette forår en lille flyveserie af en Atlingand. Ikke meget at berette, så det bliver bare lidt billeder...

Kobbersnepperne ser ofte lidt matte ud tidligt efter ankomst. 2018-04-10.

onsdag den 27. september 2017

Vadefugle ved midvinter

Der er masser af vadefugle i Danmark om vinteren, men de store mængder ses ved den jyske vestkyst, og går således ubemærket hen for mig. Mindre antal kan ses ved sjællandske vådområder også, og der er egentlig ingen undskyldning for ikke i vintrenes løb at få kigget ordentligt på dem nu og da. Vinteren 2016/2017 kom der drypvist flere rigtigt gode oplevelser; vigtigst var at Reersø takket være en massiv tangvold fra en julestorm tiltrak en mindre flok Sortgrå ryler og Stenvendere; desuden gav et twitch til Skåne efter Rødhalset ryle og lidt rundture i lokalområdet et bredt artsudsnit.

Tyngdepunktet for Sortgrå ryle i Vestsjælland er utvivlsomt øerne Sprogø og Musholm i Storebælt, der begge årligt huser over 50 fugle, med max 84 talt på Sprogø i 2010. Der foregår et fourageringstræk til egnede lokaliteter i nærområdet, hvor især Halsskov Odde kan huse pæne antal også, med max 30 talt i 2017. Øerne huser også ca. halvt så store flokke af Stenvendere.

En Rødhalset ryle i Skåne blev opsøgt nytårsdag 2017. Den havde været i området omkring Skälderviken siden november 2016, oprindeligt bestemt til en Dværgryle. Fuglen blev langsomt svagere, og stod til sidst med isklumper i undergumpen inden den forsvandt, formentligt som død. Det var en god mulighed for at blive fortrolig med en art man ellers skal til Fjernøsten for at se.

Det svage lys ved midvinter er egentligt utroligt smukt og stemningsfuldt, men desværre også kort og flygtigt. En opgradering til full-frame har gjort det mærkbart bedre at fotografere i svagt lys.

Et besøg ved Halsskov Odde 2016-12-23 gav enestående nærobser af en flok Sortgrå ryler.

mandag den 31. oktober 2016

Små mellemspil i maj

Som vanligt eksploderede meldingerne i månedsskiftet maj/juni til et niveau hinsides enhver fatteevne, men inden det nåede så vidt nød jeg de "normale" fugle på mine hjemmebanelokaliteter Borreby Mose, Tissø og Røsnæs. Når dagene for alvor bliver lange i maj kan jeg ofte nå et besøg på en af lokaliterne før eller efter arbejde. Jeg bliver aldrig træt af Borrebys Kobbersnepper, Rødben og Temmincksryler, og ofte er der høj diversitet trods moderate antal fugle. En særlig oplevelse i år blev et gigantisk fald af Sortterner i Tissø en uge inde i maj, med over 100 individer fouragerende over søen.

Maj er også orkidé-tid, og i år blev en meget usædvanlig een af slagsen fundet i en kreaturfold på Amager Fælled, nemlig Ridder-gøgeurt. Ud over en lille sporadisk forekomst ved Mariager Fjord i 80'erne er arten ikke kendt fra Danmark. Nærmeste bestande ligger i Sverige. Den kan ses i pæne antal på Øland og Gotland, og findes desuden i Skåne og Blekinge. Er desuden at finde i Mellem- og Sydtyskland. Det enlige individ blev forsøgt beskyttet mod kvæg og ivrige naturhistorikere med en tjørnekrans, men blev alligevel fældet af en snegl - dokumenteret in situ af yours truly! Af andre orkidé-oplevelser må jeg fremhæve et besøg i Glumsø Østerskov, hvor Sværd-skovlilje var targetart. Den havde jeg ikke set siden 2005 på en lokalitet ved Vordingborg. Med observationer af Hvidgul skovlilje og Rød skovlilje i Allindelille Fredskov blev 2016 således det første år, hvor jeg så alle 3 arter Skovlilje i Danmark.

Alt dette foregik i en stemning af ro og fordragelighed, men det skulle ændre sig med fundet af Sinkiangløvsanger på Christiansø 2016-05-30; en art der aldrig har været set i Vestpalæarktis. Den danske twitchertop fik travlt med at arrangere ankomst til Christiansø med dags varsel, og hele manegeriet fik denne blogs forfatter til at hensynke i apatisk undren og misundelse...


fredag den 12. februar 2016

Sidekicks fra efteråret 2015

Som de foregående indlæg antyder blev det et superefterår for undertegnede, takket være arter som Amerikansk svømmesneppe, Bartramsklire og Himalayasanger. Her lidt billeder fra de øvrige spredte oplevelser efteråret bød på.

Især Jagtfalk ved Sevedø gjorde mig glad, da jeg ikke havde set arten siden 1999 på Grønland. Dog har jeg kun set den 1 gang, da jeg i vinterens løb især har ofret Reersø opmærksomhed. Den er i skrivende stund stadig pp i Sydvestsjælland, og jeg håber at få den besøgt inden den trækker nordpå igen.

Efteråret bød også på en sjælden havobs fra min side, fra Børstrup Hage ved Gilleleje 2015-11-08. Den var for mig bemærkelsesværdig ved at byde på en Storkjove (kun set to gange før i DK), 4 Søkonger (også kun set 2 gange før), samt trækkende Islom og Hvidnæbbet lom (begge arter ganske vist twitchet ihærdigt i 2014, men ellers aldrig set i DK før). Begge fugle kom relativt langt ude, men kunne dog artsbestemmes. Især Hvidnæbbet lom var karakteristisk med sin grove størrelse (kom med 2 smålommer), lysende hvidgule næb og grovplettede ryg. Senere om eftermiddagen blev der meldt om Bartramsklire på Værnengene, og så var tankerne et andet sted.

Som rosinen i pølseenden fandt jeg 2015-11-28 en Storpiber på min egen græsmark i Store Fuglede, og den blev således et af mine sjældne ædelkryds. Jeg havde en ven på besøg, og vi gik en tur ved middagstid. 500 meter nede af marken støder vi en stor småfugl op tæt på os. Den flyver væk i bølgeflugt, er tydeligvist langhalet, og udstøder en række kald der lyder som "trrjyp". Den flyver  ud af synsvidde mod SØ. Jeg prøver senere om eftermiddagen, og i dagene efter, om den skulle være vendt tilbage, men den er væk. Den blev set uden kikkert og kamera, og bestemt på stemme og form.

2015-08-28 dippede jeg Sortvinget braksvale på Ølsemagle Revle, men glædede mig over denne fine Rovterne.

lørdag den 2. august 2014

Forsommerindtryk

Juni kom næsten kun til at handle om sommerfugle og orkidéer, men lidt fugle blev det da også til. Eneste vellykkede twitch blev efter Lundsanger og Buskrørsanger på Møn. Lundsanger i Klinteskoven er fast inventar hvert år, og med et rekordår for Buskrørsanger måtte der selvfølgelig også lande en på Møn. En tur i pinsen kunne afses med min datter, og Høvblege med sit blomsterflor blev føjet til turplanlægningen.

På grund af et uddannelsesforløb i Slagelse over 2 måneder blev vejen jævnligt lagt forbi Borreby Mose, omend næsten altid kun korte besøg. En klassisk manøvre i Borreby er at luske forbi i bilen med nedrullede vinduer, og så se om ikke en eller anden vader står tæt på. De ynglende Klyder, Rødben og Store kobbersnepper er en sand fornøjelse på denne måde!

Smukt indrammet af bladhanget kunne Lundsangeren på Møn beskues i nogle dyrebare sekunder.

Buskrørsangeren var ikke voldsomt samarbejdsvillig, men kom dog på kortet.