Viser opslag med etiketten Phylloscopus trochiloides Lundsanger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Phylloscopus trochiloides Lundsanger. Vis alle opslag

søndag den 15. januar 2017

Hesselø

2016  blev året, hvor Hesselø igen blev inddraget i dansk ornitologi. Lidt baggrund om denne konstatering kan læses her. SHN fra Halsnæs har som hoveddrivkraft fået arrangeret 2 ture, i maj og i september, og en beretning fra turen i maj kan læses her.

Jeg skal derfor spare læseren for unødige gentagelser, og nøjes med at sige, at begge ture var fantastiske for mig at deltage på. Turen i maj var klart den mest udbytterige. Tåge og dis lå tungt over øen dagen igennem, og det havde trykket et læs gode fugle ned på øen. Turen i september havde vi meget høje forventninger til, men de gjordes slemt til skamme. Øen var pænt tom for fugle, og en trækkende lapværling blev dagens bedste fugl. Hundredevis af tejster fra foråret var væk, men til gengæld lå der et par suler ud for øen på efterårsturen.

Den fremtidige udvikling omkring besøg på Hesselø bliver meget spændende at følge...

Et smukt og nervepirrende syn, da øen endelig dukkede frem i disen.

RS fandt hurtigt en syngende lundsanger centralt på øen. Jeg blev hængende og forsøgte at få lidt billeder af den. En Lille fluesnapper og en Flodsanger fandtes indenfor meget kort afstand kort efter.

lørdag den 2. august 2014

Forsommerindtryk

Juni kom næsten kun til at handle om sommerfugle og orkidéer, men lidt fugle blev det da også til. Eneste vellykkede twitch blev efter Lundsanger og Buskrørsanger på Møn. Lundsanger i Klinteskoven er fast inventar hvert år, og med et rekordår for Buskrørsanger måtte der selvfølgelig også lande en på Møn. En tur i pinsen kunne afses med min datter, og Høvblege med sit blomsterflor blev føjet til turplanlægningen.

På grund af et uddannelsesforløb i Slagelse over 2 måneder blev vejen jævnligt lagt forbi Borreby Mose, omend næsten altid kun korte besøg. En klassisk manøvre i Borreby er at luske forbi i bilen med nedrullede vinduer, og så se om ikke en eller anden vader står tæt på. De ynglende Klyder, Rødben og Store kobbersnepper er en sand fornøjelse på denne måde!

Smukt indrammet af bladhanget kunne Lundsangeren på Møn beskues i nogle dyrebare sekunder.

Buskrørsangeren var ikke voldsomt samarbejdsvillig, men kom dog på kortet.

torsdag den 5. juni 2014

En god formiddag på Røsnæs

2014-05-23 var der plads til formiddagsbirding. Hvorhen? Vejrudsigten var mudret, med en front liggende over landet. Jeg satsede på, at skydækket og varmen i forening kunne have trykket lidt småfugle ned, der passende ville kunne koncentreres på kystnære lokaliteter. Røsnæs fik en chance.

Ret hurtigt kunne jeg ved p-pladsen yderst på spidsen konstatere, at der var godt gang i småfuglene, så det var bare at gå i gang fra en ende af. Med det samme kunne jeg høre en Karmindompap der sang, og pligtskyldigt meldte jeg den ud på birdcallsjl. Jeg forsøgte at komme på fotohold af den, en fin udfarvet han. Jeg kunne nu høre, at der var to der sang ret tæt på hinanden, men tænkte at det var overkill at melde begge ud så kort efter, så det fik være...den anden viste sig også at være en udfarvet han. Desværre kom de aldrig helt tæt på hinanden, hvad jeg oplevede i 2011 - dokuskud vedlagt...Jeg måtte lidt videre, og gik langsomt ud mod fyret ad grusvejen. Der var gulbuge over det hele, hvilket var skønt. Som opvokset i Hillerød er jeg ikke sååå forvænt med gulbuge, så efter at jeg i 1993 emigrerede til Vestsjælland har jeg husket at nyde de i Vestsjælland mærkbart mere udbredte Gulbuge.

Halvvejs ude mod fyret, hvor skoven er lidt mere åben kunne jeg noget overraskende høre en gammel kending - Lundsanger! FEDT! Jeg elsker simpelthen den art, og har altid været glad for den relativt rigelige kontakt jeg har haft med den - har ringmærket en god håndfuld på Stora Fjäderägg, og set en lille håndfuld i Danmark, fx vist her. Fuglen vimsede rundt i et lavt tjørnekrat, hvilket var usædvanligt. Normalt vil arten gerne sidde højt når den synger, så at være i øjenhøjde med den var herligt. Jeg fik en håndfuld hæderlige dokuskud af den grovkornede slags, men hwa' skidt...Efter en halv time søgte den over vejen og ind i skoven. Fik også skudt lidt video - kan høres her.

Jeg besluttede at droppe fyret, og i stedet køre tilbage mod Vindekilde, et tørt, soleksponeret og særpræget sted. En lille sø og en stejl skrænt huser Klokkefrø og Fransk bredpande, og virker som et oplagt sted for en Alpesejler, Rødrygget svale, Bjergløvsanger eller en anden lun art. Det blev dog kun til en Nattergal, der til gengæld sad usædvanligt eksponeret og sang sin endeløst fortryllende og inciterende sang. Jeg tog 20 minutter i selskab med Nattergalen, skød billeder og video, og følte mig heldig. Ved hjemkomst kom der melding om Hætteværling ved Tarp, og nogle af de mest sindssyge 14 dage, hvad angår hits i DK, var skudt i gang.


onsdag den 12. juni 2013

Forlænget retro-weekend med sjællandske subhits

Lille fluesnapper 1990 - Lundsanger 1997 - Drosselrørsanger 1991...Årstallet ved arterne var sidst jeg så dem i DK. I bedste retrostil følte jeg det efterhånden påtrængende at få tanket op på dem, så da lørdag formiddag var fri, og der for en gangs skyld ikke var en forstyrrende *MEGA*, blev ruten lagt til Gribskov og Ullerup Skov i Nordsjælland, og Skarresø på hjemvejen. Det var trods alt ved at blive lidt for jammerligt, hvis jeg ikke kunne nå at sutte nogle af disse fine, og yderst sjældent langtidsstationære, arter.

Først forbi lille fluesnapper. Den var blevet fundet 2013-05-27 af min ven og mentor PJP, som må være en af dem der har ædlet flest småsnappere i DK (bla et ynglefund i  Gribskov). Den fuldt udviklede dragt gjorde fuglen ekstra attraktiv - hvem har set sådan en herhjemme før? Jeg var efter DOF-basens anvisninger pp klokken 8.45, og efter at have nydt en skovsanger på klodshold noget tid gav fluesnapperen lyd fra sig lige ved siden af mig. Jeg stod åbenbart nærmest oven i den, og fortrak derfor lidt. Gennem en halv time havde jeg den koncentreret lige omkring mig; den sang det meste af tiden intenst, og flyttede kun korte afstande - et vidunderligt skue!

Efter en mindre køretur var jeg derefter klar i Ullerup Skovs NØ-hjørne, hvor lundsangeren uden besvær kunne findes med det samme. Den var lidt vanskeligt at se, da den til en start var højt i træerne. Den kom dog efterhånden længere ned, og kunne beskues ok, uden at det var prangende. Fuglen blev fundet 2013-05-25 af Michael Trasborg. Efter at have set +20 lundsangere både forår og efterår, og i hånden og i felten, vil jeg tillade mig at kommentere på vingebåndet, der for mig at se ser helt normalt ud. En lundsangers vingebånd antager aldrig en hvidbrynets dimensioner, og ofte udgøres vingebåndet af kun 3-4 plettede armdækkere, så det ser skuffende kort ud. Om foråret er det desuden slidt i forhold til de friske efterårsdragter. Så helt efter bogen her.

Desværre/heldigvis skred tidsplanen lidt, og jeg måtte udskyde drosselrørs'en til søndag formiddag. Fundet af Lars Dinesen i Skarresøs NØ-hjørne 2013-05-17. Den sang meget intenst fra en smal bræmme tagrør, og lod sig kun se 3 sekunder; her nåede jeg at skyde 2 billeder...Jeg opgraderede observationen i morges med en halv times obs; her lod den sig fra samme sted se 3-4 gange lidt bedre, men stadig kun korte glimt - 3 billeder...

En favnfuld billeder følger nu - rul nu hele vejen ned, ik'?

Selvom en skovsanger står i skyggen af en småsnapper er den stadig et billede værd, selv et dårligt...


2013-06-08, 8.57 var der ellers opvisning...