onsdag den 12. juni 2013

Forlænget retro-weekend med sjællandske subhits

Lille fluesnapper 1990 - Lundsanger 1997 - Drosselrørsanger 1991...Årstallet ved arterne var sidst jeg så dem i DK. I bedste retrostil følte jeg det efterhånden påtrængende at få tanket op på dem, så da lørdag formiddag var fri, og der for en gangs skyld ikke var en forstyrrende *MEGA*, blev ruten lagt til Gribskov og Ullerup Skov i Nordsjælland, og Skarresø på hjemvejen. Det var trods alt ved at blive lidt for jammerligt, hvis jeg ikke kunne nå at sutte nogle af disse fine, og yderst sjældent langtidsstationære, arter.

Først forbi lille fluesnapper. Den var blevet fundet 2013-05-27 af min ven og mentor PJP, som må være en af dem der har ædlet flest småsnappere i DK (bla et ynglefund i  Gribskov). Den fuldt udviklede dragt gjorde fuglen ekstra attraktiv - hvem har set sådan en herhjemme før? Jeg var efter DOF-basens anvisninger pp klokken 8.45, og efter at have nydt en skovsanger på klodshold noget tid gav fluesnapperen lyd fra sig lige ved siden af mig. Jeg stod åbenbart nærmest oven i den, og fortrak derfor lidt. Gennem en halv time havde jeg den koncentreret lige omkring mig; den sang det meste af tiden intenst, og flyttede kun korte afstande - et vidunderligt skue!

Efter en mindre køretur var jeg derefter klar i Ullerup Skovs NØ-hjørne, hvor lundsangeren uden besvær kunne findes med det samme. Den var lidt vanskeligt at se, da den til en start var højt i træerne. Den kom dog efterhånden længere ned, og kunne beskues ok, uden at det var prangende. Fuglen blev fundet 2013-05-25 af Michael Trasborg. Efter at have set +20 lundsangere både forår og efterår, og i hånden og i felten, vil jeg tillade mig at kommentere på vingebåndet, der for mig at se ser helt normalt ud. En lundsangers vingebånd antager aldrig en hvidbrynets dimensioner, og ofte udgøres vingebåndet af kun 3-4 plettede armdækkere, så det ser skuffende kort ud. Om foråret er det desuden slidt i forhold til de friske efterårsdragter. Så helt efter bogen her.

Desværre/heldigvis skred tidsplanen lidt, og jeg måtte udskyde drosselrørs'en til søndag formiddag. Fundet af Lars Dinesen i Skarresøs NØ-hjørne 2013-05-17. Den sang meget intenst fra en smal bræmme tagrør, og lod sig kun se 3 sekunder; her nåede jeg at skyde 2 billeder...Jeg opgraderede observationen i morges med en halv times obs; her lod den sig fra samme sted se 3-4 gange lidt bedre, men stadig kun korte glimt - 3 billeder...

En favnfuld billeder følger nu - rul nu hele vejen ned, ik'?

Selvom en skovsanger står i skyggen af en småsnapper er den stadig et billede værd, selv et dårligt...


2013-06-08, 8.57 var der ellers opvisning...









Jeg må blankt tilstå at jeg har svært ved at begrænse mine billeder. Her håber jeg at kunne vise både vingebånd og det typiske lundsanger-udtryk. Den har tydeligere øjenbrynstribe og øjenstribe, end løvs og grans, og et generelt mere kontrastfyldt udtryk: Mere grågrøn oven/grå neden end løvs/grans, og uden deres ofte gulvaskede underside. 2013-06-08, 10.28.










Til slut lidt billeder af drosselrørs'en. Først 2013-06-09, 12.06:



- Og endelig 2013-06-13, 8.16:





Ingen kommentarer:

Send en kommentar