Retrobirder: Sibirisk jernspurv ved Brantevik, Skåne

onsdag den 31. maj 2017

Sibirisk jernspurv ved Brantevik, Skåne

Som det kan læses her antydede jeg i slutningen af sidste indlæg, at jeg kunne fortsætte et vildt twitch 2016-10-15 efter Hvidkindet værling på Fanø, med et vildt twitch til Stubben i København efter Sibirisk Jernspurv. Jeg skal ærligt sige, at det var utroligt fristende, men ved tiden omkring meldingen var trætheden ved at sætte ind, og jeg fandt det for risikabelt med 2 x 100 km ekstra kørsel. Det kunne være flot at man faldt i søvn bag rattet efter at have twitchet 2 superhits...I stedet ræsonerede jeg - forkert, skulle det vise sig - at den nok var pp næste morgen, da snart sagt alle andre af efterårets tsunami-agtigt mange sibjern indtil da havde været stationære. En talstærk eftersøgning næste morgen viste imidlertid, at fuglen var pist væk, og følelsen af at have smidt en vinderkupon i skraldespanden meldte sig...

Et sibjern ved Brantevik havde været stationær igennem nogle dage, siden 2016-10-12, og den fugl blev nu ekstra-meget attråværdig. Resten af 2016-10-16, samt 2016-10-17, var optaget, så det var med bange anelser at tiden gik og jeg blæste mod Brantevik, meget tidligt om morgenen 2016-10-18. Ved succes med sibjernet ville jeg også forsøge mig med en Mongolsk piber ved Helsingborg, men den tid den glæde...Vejret på dagen var regntungt og mørkt, klassisk for efteråret når det synker ned i mørket medio oktober. Ved ankomst på den smukke kystlokalitet Grönet ved Brantevik var fuglen netop blevet set ca. et kvarter inden forsvindende ind i et krat, så det var bare at stille sig op og vente. Mine medobservatører forlod hurtigt lokaliteten og jeg var overladt til mig selv. Jeg snusede lidt forsigtigt rundt på den stemningsfulde enebærklædte slette, men fuglen var sunket i jorden. Et par nye twitchere ankom og bidrog med det opsøgende arbejde, blandt andet den altid flinke Christer Larsson, der trampede uforvarende gennem det krat hvor fuglen sidst var set. Efter en pinefuld venten fandt jeg omsider twitchets genstand i det tætte krat tæt på muren til det allerede nu sagnomspundne gule sommerhus klokken 1100, og vi forløstes i en fælles glædesjammer over at have set en af VP's vildeste rariteter. Vi holdt behørig afstand, så billederne er ikke lige så imponerende som så mange andre på AP fra perioden, men vi så den megafint da den langsomt krøb over græsset, rodede i bladene og sluttede af med at sætte sig på stengærdet, inden den igen hoppede ned og rodede rundt i bladene. Den smøg sig ind i krattet igen og sank i jorden. Den markante hovedtegning gjorde fuglen let at finde når først man var kalibreret, men den var faktisk forbavsende godt camoufleret i efterårsløvet på græsset. Klokken 1200 var nyankomne twitchere sat ind i sagerne, og jeg kørte mod Helsingborg for at prøve kræfter med Mongolpiberen...