onsdag den 10. maj 2017

Hvidkindet værling på Hønen, Fanø

2016-10-13 fandt Kim Fischer en Hvidkindet værling på Hønen, Fanøs sydspids - læs om fundet her! Det var et megasejt fund af en flyvende fugl i stærk blæst - tillykke med det. Hvidkindet værling var indtil da en af de arter danske twitchere havde våde drømme om, da arten på finurlig vis indtil da havde formået at undvige toptwitcherne. En lille gruppe nåede over på førstedagen - en torsdag - og en god håndfuld mere næste dag. Her var fuglen væk i en lang periode, men blev endelig genfundet om eftermiddagen.

Jeg selv gik på efterårsferie om fredagen, og da programmet for lørdag heldigvist var tomt tillod jeg mig et risikabelt twitch med færgesejlads. Som altid rykkede jeg om natten og var klar til den første færge mod Fanø. Jeg kunne ikke umiddelbart identificere nogle twitchere på færgen, og jeg var eneste person på den sydligste p-plads på Fanø. I det gryende lys og den hårde vind stred jeg mig ud mod Hønen, hvor jeg hurtigt lokaliserede en stor flok rørspurve, som jeg kiggede lidt på. Efter en halv time ankom en større gruppe twitchere samlet, og indsatsen kunne hurtigt koordineres. Efter lidt tramp på Hønen krydsede vi loen og gik gennem Keldsand - stadig uden bid. Vi fordelte os herefter lidt ud over hele terrænet, og HHN + TBR gentog gennemgangen af Keldsand. Kl. 0930 viftede de med armene, og efter en spurt over loen og et par nervøse udbrud lykkedes det den samlede flok at connecte med den utroligt smukke fugl. Det var en han i sommerdragt, og svært at forestille sig at det skulle være en 1k fugl, men helt udelukkes kan det nok ikke. Vi nød fuglen i ca. 10 minutter indtil den forsvandt ind i terrænet. Da nye twitchere begyndte at ankomme ville vi ikke presse fuglen yderligere, men det skulle vise sig svært for de nyankomne at  få den set godt...desværre...Kl. 1130 var jeg klar til at rykke hjem, så dagen ikke endte alt for sent - inden da havde vi forsøgt at brygge videre på en putativ Sibirisk rørspurv uden rigtigt at komme nogen vegne...men ikke engang det var vildt nok for den dag: Efter 30 minutters venten i kø til færgen mod Esbjerg og kørsel tværs over Jylland modtog jeg kl. 1400 en birdcall om rastende Sibirisk jernspurv ved Stubben i København - fortsættelse følger...

Hvidkindet værling, Keldsand ved Fanø, 2016-10-15 0946.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar