onsdag den 31. maj 2017

Sibirisk jernspurv ved Brantevik, Skåne

Som det kan læses her antydede jeg i slutningen af sidste indlæg, at jeg kunne fortsætte et vildt twitch 2016-10-15 efter Hvidkindet værling på Fanø, med et vildt twitch til Stubben i København efter Sibirisk Jernspurv. Jeg skal ærligt sige, at det var utroligt fristende, men ved tiden omkring meldingen var trætheden ved at sætte ind, og jeg fandt det for risikabelt med 2 x 100 km ekstra kørsel. Det kunne være flot at man faldt i søvn bag rattet efter at have twitchet 2 superhits...I stedet ræsonerede jeg - forkert, skulle det vise sig - at den nok var pp næste morgen, da snart sagt alle andre af efterårets tsunami-agtigt mange sibjern indtil da havde været stationære. En talstærk eftersøgning næste morgen viste imidlertid, at fuglen var pist væk, og følelsen af at have smidt en vinderkupon i skraldespanden meldte sig...

Et sibjern ved Brantevik havde været stationær igennem nogle dage, siden 2016-10-12, og den fugl blev nu ekstra-meget attråværdig. Resten af 2016-10-16, samt 2016-10-17, var optaget, så det var med bange anelser at tiden gik og jeg blæste mod Brantevik, meget tidligt om morgenen 2016-10-18. Ved succes med sibjernet ville jeg også forsøge mig med en Mongolsk piber ved Helsingborg, men den tid den glæde...Vejret på dagen var regntungt og mørkt, klassisk for efteråret når det synker ned i mørket medio oktober. Ved ankomst på den smukke kystlokalitet Grönet ved Brantevik var fuglen netop blevet set ca. et kvarter inden forsvindende ind i et krat, så det var bare at stille sig op og vente. Mine medobservatører forlod hurtigt lokaliteten og jeg var overladt til mig selv. Jeg snusede lidt forsigtigt rundt på den stemningsfulde enebærklædte slette, men fuglen var sunket i jorden. Et par nye twitchere ankom og bidrog med det opsøgende arbejde, blandt andet den altid flinke Christer Larsson, der trampede uforvarende gennem det krat hvor fuglen sidst var set. Efter en pinefuld venten fandt jeg omsider twitchets genstand i det tætte krat tæt på muren til det allerede nu sagnomspundne gule sommerhus klokken 1100, og vi forløstes i en fælles glædesjammer over at have set en af VP's vildeste rariteter. Vi holdt behørig afstand, så billederne er ikke lige så imponerende som så mange andre på AP fra perioden, men vi så den megafint da den langsomt krøb over græsset, rodede i bladene og sluttede af med at sætte sig på stengærdet, inden den igen hoppede ned og rodede rundt i bladene. Den smøg sig ind i krattet igen og sank i jorden. Den markante hovedtegning gjorde fuglen let at finde når først man var kalibreret, men den var faktisk forbavsende godt camoufleret i efterårsløvet på græsset. Klokken 1200 var nyankomne twitchere sat ind i sagerne, og jeg kørte mod Helsingborg for at prøve kræfter med Mongolpiberen...

Sibirisk jernspurv i sit favoritkrat. Grönet, 2016-10-18, 1119.

onsdag den 10. maj 2017

Hvidkindet værling på Hønen, Fanø

2016-10-13 fandt Kim Fischer en Hvidkindet værling på Hønen, Fanøs sydspids - læs om fundet her! Det var et megasejt fund af en flyvende fugl i stærk blæst - tillykke med det. Hvidkindet værling var indtil da en af de arter danske twitchere havde våde drømme om, da arten på finurlig vis indtil da havde formået at undvige toptwitcherne. En lille gruppe nåede over på førstedagen - en torsdag - og en god håndfuld mere næste dag. Her var fuglen væk i en lang periode, men blev endelig genfundet om eftermiddagen.

Jeg selv gik på efterårsferie om fredagen, og da programmet for lørdag heldigvist var tomt tillod jeg mig et risikabelt twitch med færgesejlads. Som altid rykkede jeg om natten og var klar til den første færge mod Fanø. Jeg kunne ikke umiddelbart identificere nogle twitchere på færgen, og jeg var eneste person på den sydligste p-plads på Fanø. I det gryende lys og den hårde vind stred jeg mig ud mod Hønen, hvor jeg hurtigt lokaliserede en stor flok rørspurve, som jeg kiggede lidt på. Efter en halv time ankom en større gruppe twitchere samlet, og indsatsen kunne hurtigt koordineres. Efter lidt tramp på Hønen krydsede vi loen og gik gennem Keldsand - stadig uden bid. Vi fordelte os herefter lidt ud over hele terrænet, og HHN + TBR gentog gennemgangen af Keldsand. Kl. 0930 viftede de med armene, og efter en spurt over loen og et par nervøse udbrud lykkedes det den samlede flok at connecte med den utroligt smukke fugl. Det var en han i sommerdragt, og svært at forestille sig at det skulle være en 1k fugl, men helt udelukkes kan det nok ikke. Vi nød fuglen i ca. 10 minutter indtil den forsvandt ind i terrænet. Da nye twitchere begyndte at ankomme ville vi ikke presse fuglen yderligere, men det skulle vise sig svært for de nyankomne at  få den set godt...desværre...Kl. 1130 var jeg klar til at rykke hjem, så dagen ikke endte alt for sent - inden da havde vi forsøgt at brygge videre på en putativ Sibirisk rørspurv uden rigtigt at komme nogen vegne...men ikke engang det var vildt nok for den dag: Efter 30 minutters venten i kø til færgen mod Esbjerg og kørsel tværs over Jylland modtog jeg kl. 1400 en birdcall om rastende Sibirisk jernspurv ved Stubben i København - fortsættelse følger...

Hvidkindet værling, Keldsand ved Fanø, 2016-10-15 0946.

søndag den 30. april 2017

Sommerhits

Sommeren 2016 blev en blandet fornøjelse. Min fars død kom naturligt nok til at præge stemningen. Vi blev desværre nødt til at aflyse en imødeset ferie til Østrig, men fik en kort og fin ferie i Gøteborg i stedet, der blandt andet bød på den monstrøse udsigt over Vänern fra Kinnekulle - se den her!

Den aflyste ferie gjorde det imidlertid muligt at twitche sommerens bedste fund, nemlig en Jomfrutrane ved Bøtø, 2016-07-27, fundet af KMO. Læs om det her. Det blev en hektisk men stemningsfuld tur eftermiddagen efter begravelsen, med trykkende vejrlig, der forløstes i et heftigt regnvejr kort efter at tranen blev bogført. Jomfrutranen var i selskab med 2 Traner, og efter at have fløjet lidt rundt om formiddagen var den nu relativt passiv.

Ca. 2 uger senere blev en Stribet ryle fundet på Ølsemagle Revle, 2016-08-14, af Eigil Larsen. Da jeg dagen efter skulle til København brugte jeg formiddagen på Revlen, og så fuglen fint omend på noget afstand. Trods mange besøgende har ingen vovet at aldersbestemme fuglen. Mine billeder tillader nok heller ikke at få klarhed over sagen.

Jomfrutranen var i selskab med 2 Traner. Bøtø Nor, 2016-07-27.

tirsdag den 11. april 2017

Intense oplevelser i juni

Efter at have connectet med Sinkianløvsangeren faldt der en sær ro over mig, og jeg lænede mig tilbage og nød resten af måden i fulde drag. Fuglene måtte vige til fordel for især sommerfugle og orkidér. Især én tur blev helt speciel: "Munken" gav en audiens i Nordjylland på en række hemmelige lokaliteter, og jeg har lovet at klappe i...:-)


søndag den 12. februar 2017

Sinkiangløvsanger på Christiansø

The twitch to end all twitches? The greatest hits of twitches? Umiddelbart står superlativerne i kø ved denne oplevelse. Men hvorfor er det lige, at dette twitch hæver sig over sumpen af de normalt ca. 10 twitch om året som jeg under mig selv?

Jo, dels var twitchets genstand, Sinkiangløvsanger, oppe i allerøverste liga af sjældenheder set i et europæisk perspektiv. Fundet på Christiansø var første gang arten overhovedet var truffet i Vestpalæarktis.

Og dels er en dagstur til Christiansø en mental udfordring. Færgen sejler fra Gudhjem kl. 10 om formiddagen, og retur kl. 14 eller 16. Skal man hjem samme dag til "Fastlandsdanmark" skal man hjem allerede kl. 14, og det giver altså kun 3 timer på øen. Skal man med dags varsel "på skæret" har man som regel 2 muligheder; enten en morgenflyver fra København eller natfærgen fra Køge. Desværre kan man ikke nå frem med hurtigbåden fra Ystad om formiddagen tids nok til at nå Christiansøfærgen. Med mindre flere dage kan afses, skal man derfor gøre op med sig selv, om man vil afsætte en hel dag for 3 timer på Chrø. Det skal dog nævnes, at det ikke er dyrt at tage sig til Christiansø. Som gående passager koster færgebilleten til Rønne 232,- t/r, og den er samtidig dagsbillet til bussen fra Rønne til Gudhjem t/r. Færgen til Chrø koster 200,-. 432,- t/r fra Køge til Chrø er sgu uforskammet billigt! Desværre tager den tur 22 timer...

For mig stod det hurtigt klart, at dette var en tur jeg meget gerne ville prøve. Logistikken gav imidlertid ingen nåde; fuglen blev fundet mandag 2016-05-30, og umiddelbart ville den førstkommende weekend være eneste mulighed. Jeg anså dog dette for umuligt, da jeg kun sjældent egoistbirder en hel dag i en weekend. Jeg undertrykkede trangen, og prøvede at distrahere mig selv med nogle lokale ikke-sjældenheder. Jeg skal dog blankt erkende, at jeg var helt slået omkuld af fundet. Den var så absurd sjælden, og jeg fik et kronisk fraværende og længseldfuldt blik i øjnene i dagene der fulgte.

Imidlertid indtrådte en åbning onsdag 2016-06-01. Mine kollegaer blev trætte af min døsige tilstand og spurgte hvorfor jeg ikke bare tog en feriedag og fik det overstået? Joh, måske, kunne det lade sig gøre? Efter en gennemgang af vagtplan og opgaver fik vi det ordnet, så jeg fik en feriedag dagen efter, torsdag 2016-06-02. Jeg skulle lige igennem en klassefest om aftenen med min søn (hvor jeg nåede at reservere en billet til Chrø-færgen), og efter et hurtigt bad var jeg klar til at køre mod Køge klokken 2300...Selv om det er muligt at sove på færgen faldt det mig svært. Der var god tid til at tænke over hvor vanvittigt projektet egentlig var...Nå, efter en morgenbolle, nogle kopper kaffe, en positivmelding fra SeK, og en snak med twitcherkollegaerne var vi klar til at indtage bussen mod Gudhjem, hvor der var god tid til at nyde havnemiljøet. ENDELIG blev klokken 10, og vi stilede mod De forjættede Skær, der lå indhyldet i dis. Lomvierne især, men også alke og tejster, sås fint fra færgen, men jeg havde ikke rigtigt gejst til at fotografere dem. På Christiansø blev vi taget pænt imod af SeK og LAC og vi stillede forventningsfulde op, men den lod vente på sig en times tid, bla pga af en mands uopsættelige trang til at køre med en buskrydder lige ved siden af os. Men endelig sang den klart lige foran os, og den kom fint frem på de solbeskinnede heller, der brød den tætte bevoksning. Den sås også fint fouragere på larver i lave træer. Jeg bemærkede den meget korte håndsvingfjersprojektion, lyse ben, og citrongul øjenbrynstribe. Sangen lød lidt som gærdesanger, men trægt og uden efterklang - lidt som en motor der ikke vil starte. Jeg brugte en lille times tid på den, og gik derefter op i Kongens Have og twitchede Lundsanger og Buskrørsanger. Jeg sludrede lidt med mine medsammensvorne, sugede lidt Ertholmestemning til mig, og listede stille mod havnen, klar til at rykke hjem klokken 14.

På færgen havde jeg energi til at fotografere de talrige alkefugle og få en snak med de forskellige twitchere, bla Pierre-André Crochet (Frankrig), Bo Thoor og Bosse Carlsson (Sverige), AMBB, HAG, HÆG, CBN, EEE mfl. Jeg delte en taxa, en øl, og godt selskab med CBN, HÆG og HAG fra Gudhjem til København, og var hjemme 2130, meget træt...


søndag den 15. januar 2017

Hesselø

2016  blev året, hvor Hesselø igen blev inddraget i dansk ornitologi. Lidt baggrund om denne konstatering kan læses her. SHN fra Halsnæs har som hoveddrivkraft fået arrangeret 2 ture, i maj og i september, og en beretning fra turen i maj kan læses her.

Jeg skal derfor spare læseren for unødige gentagelser, og nøjes med at sige, at begge ture var fantastiske for mig at deltage på. Turen i maj var klart den mest udbytterige. Tåge og dis lå tungt over øen dagen igennem, og det havde trykket et læs gode fugle ned på øen. Turen i september havde vi meget høje forventninger til, men de gjordes slemt til skamme. Øen var pænt tom for fugle, og en trækkende lapværling blev dagens bedste fugl. Hundredevis af tejster fra foråret var væk, men til gengæld lå der et par suler ud for øen på efterårsturen.

Den fremtidige udvikling omkring besøg på Hesselø bliver meget spændende at følge...

Et smukt og nervepirrende syn, da øen endelig dukkede frem i disen.

RS fandt hurtigt en syngende lundsanger centralt på øen. Jeg blev hængende og forsøgte at få lidt billeder af den. En Lille fluesnapper og en Flodsanger fandtes indenfor meget kort afstand kort efter.

mandag den 31. oktober 2016

Små mellemspil i maj

Som vanligt eksploderede meldingerne i månedsskiftet maj/juni til et niveau hinsides enhver fatteevne, men inden det nåede så vidt nød jeg de "normale" fugle på mine hjemmebanelokaliteter Borreby Mose, Tissø og Røsnæs. Når dagene for alvor bliver lange i maj kan jeg ofte nå et besøg på en af lokaliterne før eller efter arbejde. Jeg bliver aldrig træt af Borrebys Kobbersnepper, Rødben og Temmincksryler, og ofte er der høj diversitet trods moderate antal fugle. En særlig oplevelse i år blev et gigantisk fald af Sortterner i Tissø en uge inde i maj, med over 100 individer fouragerende over søen.

Maj er også orkidé-tid, og i år blev en meget usædvanlig een af slagsen fundet i en kreaturfold på Amager Fælled, nemlig Ridder-gøgeurt. Ud over en lille sporadisk forekomst ved Mariager Fjord i 80'erne er arten ikke kendt fra Danmark. Nærmeste bestande ligger i Sverige. Den kan ses i pæne antal på Øland og Gotland, og findes desuden i Skåne og Blekinge. Er desuden at finde i Mellem- og Sydtyskland. Det enlige individ blev forsøgt beskyttet mod kvæg og ivrige naturhistorikere med en tjørnekrans, men blev alligevel fældet af en snegl - dokumenteret in situ af yours truly! Af andre orkidé-oplevelser må jeg fremhæve et besøg i Glumsø Østerskov, hvor Sværd-skovlilje var targetart. Den havde jeg ikke set siden 2005 på en lokalitet ved Vordingborg. Med observationer af Hvidgul skovlilje og Rød skovlilje i Allindelille Fredskov blev 2016 således det første år, hvor jeg så alle 3 arter Skovlilje i Danmark.

Alt dette foregik i en stemning af ro og fordragelighed, men det skulle ændre sig med fundet af Sinkiangløvsanger på Christiansø 2016-05-30; en art der aldrig har været set i Vestpalæarktis. Den danske twitchertop fik travlt med at arrangere ankomst til Christiansø med dags varsel, og hele manegeriet fik denne blogs forfatter til at hensynke i apatisk undren og misundelse...