lørdag den 23. marts 2024

Sibirisk vipstjert på Grenen & Snegås i Vejlerne

 2 gode fugle på 2 gode lokaliteter, på et godt tidspunkt, men mon de kan krydses? Et halvt år senere er det stadig uafklaret, og der går måske en rum tid endnu inden det bliver det.

Vipstjerten blev fundet af tyske Simon Kiese fra Skagen Fuglestation, torsdag 20230928 sen formiddag. Fuglen blev hurtigt dokumenteret meget grundigt, bla med lydoptagelser af Jens Kirkeby, og en pølle indsamlet af THH. Lyd og foto peger entydigt på Sibirisk vipstjert, så nu mangler vi liiige en DNA-test...

Jeg var desværre først klar til at rykke lidt sent om morgenen lørdag 20230930, pga nogle pligter omkring noget hestepasning. Da jeg kunne køre klokken 0800 ventede jeg spændt på en pp-melding, der lod vente på sig...først ved 0930-tiden blev fuglen meldt pp, men så var jeg da heldigvist i det mindste afsted. Jeg ankom til åstedet ved 1230-tiden, og kunne øjeblikkeligt connecte med fuglen. Den holdt til i en fugtig lavning i yderste klitrække mellem Sandormsporet og Verdens Ende, og lod sig se fornuftigt det meste af tiden. Den sås flyve og hørtes kalde et par gange, og jeg fik lidt billeder. En fin 1cy Blå kærhøg blev også noteret, og så var det i øvrigt oplagt at forsøge sig med en Snegås, som var ankommet til Østerild Fjord med Kortnæbbede gæs 20230927.

Fuglen var fundet af HHN, og selskabet af Kortnæbbede gæs var en god indikator for en vild fugl, der var røget forbi Grønland og samlet op på Svalbard. Jeg ankom til Østerild-tårnet i god tid ved 1700-tiden, og ventede på AWN og BWi, der kom lidt senere. Vi ventede lææænge på, at det store rykind af overnattende gæs ville komme, og først klokken 1900 skete der noget...forinden havde vi bakset AWN op på taget af skjulet, så vi dækkede området bedst muligt, og det var ham der kunne råbe "Der er den!" da den allersidste stribe gæs gik ned. Fuglen sås kun fra tårnet når man lænede sig ud af de østvendte vinduer, men kunne heldigvis ses udefra. Da det var efter solnedgang var der ikke meget lys, men fuglen var jo heldigvis til at få øje på...SU kigger på sagen, og jeg håber det bedste.

Sibirisk vipstjert, Grenen, 20230930.














Strandhjejler i Strandkanten, Grenen, 20230930.

En 1cy han Blå kærhøg. Han pga hvidlige flanker og undergump, samt lys iris. 1cy pga ensartet lyse underarmsdækfjer.


Snegås lyser op i mørket. Arup Vejle, 20230930.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar