Jeg gik ind til efterårsferien i 2022 med bange anelser. Turen til Fjäderägg havde tæret på feriebeholdningen, så jeg havde kun 3 feriedage i efterårsferien. Jeg havde således fri i 7 ud af 9 mulige fridage, men det er altid giftigt at skulle på arbejde...De første dage i efterårsferien skulle vise sig at forløbe stille og roligt, så jeg fik en stille og rolig start på ugen uden at skulle forstyrre familien med twitcherture. Onsdag 20221019 blev således sidste feriedag, inden jeg skulle arbejde torsdag og fredag. Jeg tog en langtrukken morgenobs på Røsnæs, og syntes jeg havde en ok tur. Som i det øvrige oktober var der også denne dag drysset Musvåge og Rødtoppet fuglekonge gavmildt ud over lokaliteten, og desuden kunne jeg med tilfredshed notere sæsonens første Stor tornskade.
Da jeg ved middagstid ville køre hjem blev jeg forstyrret af en irriterende melding om Schwarz' løvsanger ved Lyngvig i Vestjylland. Arten har altid været højt på min smerteliste, og med irritation måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne være bekendt at fortsætte direkte til Vestjylland. Med lidt held kunne jeg være der 1530, og det gav kun små forhåbninger om at genfinde fuglen. Desuden ville jeg først være hjemme 2000, så jeg bed i det sure og æble, og slog den ud af hovedet som endnu en Schwarz', der ikke kunne nås. Med arbejde de næste 2 dage fandt jeg det usandsynligt, at fuglen skulle blive på lokaliteten frem til weekenden, men jeg skulle blive klogere...
Alt i alt var status inden næste dag, at jeg skulle møde klokken 1200, og derfor havde mulighed for en lang morgenobs på Røsnæs, men ikke realistisk mulighed for at twitche Schwarz'en. Jeg gik derfor til biddet på Røsnæs, og håbede at Schwarz'en var væk, så der ikke skulle komme dårlig stemning fra den kant. Mine forhåbninger blev gjort til skamme, for Schwarz'en blev genfundet, og det gav en vis irritation over, at en sjælden twitchbar en af slagsen ikke kunne twitches af mig. På Røsnæs kunne jeg dog glæde mig over godt med fugle i luften, især Misteldrosler. Efter at have lusket p-pladsen ved fyret, og kigget lidt opad ville jeg gå mod fyret, og netop som jeg skulle dreje ned mod stien til fyret trådte jeg en tavs piber op fra et lillebitte stykke græs i vejsiden. Fuglen fløj kun en kort strækning og satte sig i en busk mellem vejen og stranden. Jeg tog med det samme kameraet op, og skød en serie billeder, hvilket skulle vise sig at være klogt. Fuglen fløj kort efter tilbage over vejen og satte sig i et træ i en fold. Jeg tjekkede kameraet, og kunne til min store overraskelse se at det lignede en Tajgapiber! Jeg ringede resolut til HHN, som heldigvist gerne ville hjælpe med bestemmelsen. Han kunne lynhurtigt bekræfte bestemmelsen, og jeg kunne glad melde fuglen ud.
Tajgapiber er blevet mærkbart mere talrig de seneste 10 år, men det er stadig en næsten umulig art at twitche, så det var en fuldgod erstatning for Schwarz' løvsanger jeg havde fundet mig. Og så giver det jo bare sådan en god følelse at finde og dokumentere fuglene selv...
|
Rødtoppet fuglekonge, Røsnæs, 20221019. |
|
Gulspurv, Røsnæs, 20221019. |
|
Stor tornskade, Røsnæs, 20221019. |
|
Tajgapiber, Røsnæs, 20221020. Bemærk bla tydelig øjenbrynstribe, og jævnt tegnet olivengrøn ryg. |
|
Musvåge, Røsnæs, 20221020. |
|
En spændende Musvit, som selvfølgelig gav mindelser om Japansk musvit fra Østasien. Som det ses på sidste billede er der en lille smule gult i fjerdragten tæt på hætten, så det drejer sig mere nærliggende om en fugl, der kun delvist kan producere gult farvestof til fjerdragten. |
|
Misteldrosssel, Røsnæs, 20221020. |
|
Husrødstjert, Røsnæs, 20221020. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar