fredag den 2. august 2019

Kejserørn i Skåne

I oktober 2018 var en 2K Kejserørn ude nogle gange og runde i Falsterbo i Skåne. Det fik de danske twitchere til at flokkes på Stevns i håb om at fuglen ville trække ud, og dermed få et svært x i bogen. Trods flere ture til Falsterbo nægtede fuglen at trække ud, og i stedet drog den ind til den klassiske metalokalitet Havgårdssjön i det sydvestlige Skåne, hvor adskillige Aquila-arter har overvintret tidligere. Som forventet overvintrede Kejserørnen i fin stil i den usædvanligt milde vinter, og jeg fik ved en håndfuld lejligheder set fuglen ganske fint. Første forsøg, efter nytår, gik ikke så godt; men der var bid ved de næste 4 forsøg, som strakte sig frem mod den sidste uge hvor fuglen sås. Fuglen sås i snart sagt alt slags vejr, fra regn, tåge, og til fuld sol.

2019-01-12 var jeg pp i tåge og regn, men heldigvist også opklarende over middag. Om formiddagen sås fuglen i tåge og regn siddende i et højt grantræ lidt nord for Sillesjö-gården, langs Sillesjöräckan, indtil fuglen lettede ved 1140-tiden. Ørnen sank i jorden indtil jeg genfandt den 1300 fra Havgårdsvägen - jeg ville køre hjem, og skulle lige lette ben fra en lille p-plads på østsiden af vejen, da ørnen gled over mig fra skoven, og satte sig i et træ ved herregården. Her sås fuglen siddende fint, og den tog et par korte og pædagogiske kredsrunder ind imellem, mens det blev mere klart i luften.

2019-01-31 skulle jeg aflevere min datter i lufthavnen, da hun skulle på rejse til Asien. Efter check-in ved 1200-tiden fik jeg derfor mulighed for endnu et møde med Kejserørnen, selv om vejret var lidt grumset. Omkring 1300 fandt jeg ørnen glidende over Sillesjövägen mod en lille gruppe træer lidt øst for Sillesjö-gården. Her sad fuglen et stykke tid, mens et par stockholmere ankom kort efter min udsendte birdalarm. De var kørt om natten fra Stockholm efter Kejserørnen og var ved at være godt møre, så de var glade for at fuglen endelig var blevet fundet. De nåede lige at parkere bilen og få fuglen udpeget, så lettede den og tog en fed runde tæt på os, inden den forsvandt mod Havgårdssjön.

2019-02-15 tog jeg en tur med min gamle ven PJP aka Hüds fra Hillerød. Vi kørte forgæves rundt i tåge af vekslende intensitet, men over middag klarede det endelig op og blev flot solskin. 1230 blev fuglen fundet i et træ ved Näsbyholm Slott. Efter lidt ventetid kom fuglen på vingerne, og tog en runde med et par Havørne, set flot fra Näsbyholmsvägen.

2019-03-30 blev min sidste dato med obs af fuglen. Egentlig var jeg taget på twitch efter Lapugle i nærheden, men den dippede vi på i det lune forårsvejr. Over middag kom der melding på Kejserørnen vest for Näsbyholm, og vi besluttede at tage den på vejen hjem. Det blev til en vejobs, hvor den længe kredsede rundt lidt nord for os. Efter en halv time forsvandt den i retning af Havgårdssjön.

Kejserørn, 2019-01-12, Sillesjöräckan.




Kejserørn, 2019-01-12, Havgård herregård.







Kejserørn, 2019-01-31, Sillesjövägen.





Kejserørn med 2 Havørne, 2019-02-15, Näsbyholmvägen.


Kejserørn, 2019-03-30, Eksmadsvägen.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar