I midten af januar 2019 blev der fundet en Lapugle på Sturkö, den største ø i Blekinges skærgård. Uglen blev hurtigt et tilløbsstykke også blandt danske fuglekiggere, og den kom hurtigt højt på min ønskeliste. Afstanden fra Store Fuglede var på overskuelige 358 km, hvilket kunne klares på 4 timer.
Førstkommende weekend kunne heldigvist afsættes, så tidligt lørdag morgen, 2019-01-19, drog jeg mod øst. Det var en af årets få kolde dage; jeg startede i -2° C hjemme, og den temperatur krøb langsomt ned til -8° C i skånes indre. I skærgården var der knapt så koldt, men der var faldet lidt sne, så med kulde, sne og vindtille blev det en dejlig stemningsfuld oplevelse. Desværre ville uglen ikke rigtigt lege med trods hårdt arbejde fra den lille skare på ca. 20 mand. Jeg fik undervejs en længere guidet tur af finderen (har glemt hans navn; undskyld...). Uglen var set langs en grøft med åbne engstykker langs en ca. 1 km lang strækning, men under hans kyndige vejledning var der desværre ikke spor af uglen. Efter nogle lange timer med eftersøgning, kun afbrudt af frokost med Polarbrød og Messmør, kom den forløsende melding pludselig 1415: uglen var fundet, og jeg kunne hurtigt efter connecte med dyret sammen med de øvrige twitchere. Vi holdt behørig afstand, og fik ca 15 dyrebare minutter med den. Efter lidt skulen til højre og venstre pustede fuglen fjerdragten op, og lettede til slut og gled lydløst ind i den tætte skov.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar