søndag den 25. marts 2018

Ådselgrib på Lolland

Månedsskiftet mellem maj og juni kaster stort set altid et megahit af sig, og 2017 blev ingen undtagelse. Lørdag 2017-06-03 opdagede MT ved 12-tiden en overtrækkende Ådselgrib på Halsnæs, og den sås flygtigt fra Rørvig få minutter efter. Den forsvandt derefter trods intens søgen over hele Sjælland. Den sås ifølge DOF-basen dog syd for Ringsted af et ægtepar, lidt over 17. Dagen efter blev den igen eftersøgt intenst uden held, bortset fra en obs ved Stigsnæs lidt over middag hvor fuglen forsvandt i dis. Pinsemandag har twitcherne taget opstilling ved alle de sydvendte odder, dvs Møn, Gedser, Hyllekrog, og Sydlangeland. De blev ikke skuffede. Fuglen blev genfundet ved Saksfjed på Lolland klokken 1050, og trak meget langsomt mod vest. Folk på Møn og Gedser, og øvrige lurepassere i Storstrømsområdet nåede fuglen i fin stil.

Alt dette har jeg bemærket fra sidelinjen, men har ikke rigtigt taget del i det. Lørdag har jeg været i Allindelille om morgenen og nydt de sjældne orkidéer samt haft kalas på en Skovsanger. Ved middagstid kom et regnområde ind over Sjælland, og jeg tilbragte eftermiddagen i haven og kiggede konstant op. En sydtrækkende Lærkefalk fik mig til at være opmærksom, men der kom ikke andet. Søndag slog jeg Ådselgribben ud af hovedet, da det regnede og var diset. Jeg kiggede ved Tissø på Sorthovedet måge, og ved Sorø Sø på Drosselrørsanger, men vendte ellers tomhændet hjem. Mandag har jeg mere eller mindre haft glemt Ådselgribben og tænkt at den dagen før er smuttet videre til Langeland. Jeg havde et ønske om at gense det enlige eksemplar af Ridder-gøgeurt på Amager Fælled, så tidligt om morgenen rykkede jeg mod København. På vejen meldtes en Lundsanger ud ved Kongelunden, så den ville jeg gerne se først. Den viste sig at være en Lille fluesnapper, men det var stadigvæk en god obs. Jeg kørte derefter ind på Fælleden til orkidéen, og på vej tilbage til bilen kom meldingen om Ådselgribben. Jeg tyggede og vendte skråen i munden - rovfugle kan godt trække ud, men ofte kører de rundt på de sydvendte odder, og der stod faktisk at den var rastende...Jeg besluttede at tage chancen, og var heldig med at pinsetrafikken ikke var alt for tæt. Jeg kom hurtigt derud af, og takket være hurtige opdateringer ankommer jeg knap 2 timer senere ved Dannemare. Jeg så fuglen med det samme, kredsende i 3 kvarter over det samme område, indtil den 1345 gik mod vest. Vi forventede og håbede at den trak over til Langeland, men fuglen sås aldrig derovre. Vi hørte de hjerteskærende beretninger om folk der var fanget på færgen mellem Tårs og Spodsbjerg, og om desperationen og skuffelsen hos det ventende hold på Langeland. I sandhed en nådesløs hobby!

Den prægtige Flueblomst trives i Allindelille.



Det gør Hvidgul skovlilje også, men Sværd-skovlilje kommer ikke rigtigt ud af stedet.

Fik en lang stund med denne skønne Skovsanger i Allindelille, 2017-06-03.





En ventet ny matrikelart. Lærkefalk, Store Fuglede, 2017-06-03.

Kom tilfældigt til at befinde mig under denne Lille fluesnapper i Kongelunden, 2017-06-05.



Stod og nød dette prægtige syn af dansk natur når det er bedst, da meldingen om Ådselgrib tikkede ind. Ridder-gøgeurt, Amager Fælled, 2017-06-05.

Lidt forskellige vinkler på Ådselgribben ved Dannemare, Lolland, 2017-06-05.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar