søndag den 25. marts 2018

Ådselgrib på Lolland

Månedsskiftet mellem maj og juni kaster stort set altid et megahit af sig, og 2017 blev ingen undtagelse. Lørdag 2017-06-03 opdagede MT ved 12-tiden en overtrækkende Ådselgrib på Halsnæs, og den sås flygtigt fra Rørvig få minutter efter. Den forsvandt derefter trods intens søgen over hele Sjælland. Den sås ifølge DOF-basen dog syd for Ringsted af et ægtepar, lidt over 17. Dagen efter blev den igen eftersøgt intenst uden held, bortset fra en obs ved Stigsnæs lidt over middag hvor fuglen forsvandt i dis. Pinsemandag har twitcherne taget opstilling ved alle de sydvendte odder, dvs Møn, Gedser, Hyllekrog, og Sydlangeland. De blev ikke skuffede. Fuglen blev genfundet ved Saksfjed på Lolland klokken 1050, og trak meget langsomt mod vest. Folk på Møn og Gedser, og øvrige lurepassere i Storstrømsområdet nåede fuglen i fin stil.

Alt dette har jeg bemærket fra sidelinjen, men har ikke rigtigt taget del i det. Lørdag har jeg været i Allindelille om morgenen og nydt de sjældne orkidéer samt haft kalas på en Skovsanger. Ved middagstid kom et regnområde ind over Sjælland, og jeg tilbragte eftermiddagen i haven og kiggede konstant op. En sydtrækkende Lærkefalk fik mig til at være opmærksom, men der kom ikke andet. Søndag slog jeg Ådselgribben ud af hovedet, da det regnede og var diset. Jeg kiggede ved Tissø på Sorthovedet måge, og ved Sorø Sø på Drosselrørsanger, men vendte ellers tomhændet hjem. Mandag har jeg mere eller mindre haft glemt Ådselgribben og tænkt at den dagen før er smuttet videre til Langeland. Jeg havde et ønske om at gense det enlige eksemplar af Ridder-gøgeurt på Amager Fælled, så tidligt om morgenen rykkede jeg mod København. På vejen meldtes en Lundsanger ud ved Kongelunden, så den ville jeg gerne se først. Den viste sig at være en Lille fluesnapper, men det var stadigvæk en god obs. Jeg kørte derefter ind på Fælleden til orkidéen, og på vej tilbage til bilen kom meldingen om Ådselgribben. Jeg tyggede og vendte skråen i munden - rovfugle kan godt trække ud, men ofte kører de rundt på de sydvendte odder, og der stod faktisk at den var rastende...Jeg besluttede at tage chancen, og var heldig med at pinsetrafikken ikke var alt for tæt. Jeg kom hurtigt derud af, og takket være hurtige opdateringer ankommer jeg knap 2 timer senere ved Dannemare. Jeg så fuglen med det samme, kredsende i 3 kvarter over det samme område, indtil den 1345 gik mod vest. Vi forventede og håbede at den trak over til Langeland, men fuglen sås aldrig derovre. Vi hørte de hjerteskærende beretninger om folk der var fanget på færgen mellem Tårs og Spodsbjerg, og om desperationen og skuffelsen hos det ventende hold på Langeland. I sandhed en nådesløs hobby!

Den prægtige Flueblomst trives i Allindelille.

fredag den 23. marts 2018

Gode småfugle i foråret

Foråret 2017 blev godt for småfugle af den ualmindelige slags i Vestsjælland. En overvintrende Bjergpiber i Reersø er allerede blevet behandlet, men derudover bød egnen på Lapværlinger og Nordlig blåhals på Reersø, Drosselrørsanger i Sorø Sø, og, som bedste fugl, en Rosenbrystet tornskade ved Luntebjerg i Odsherred.

Drosselrørsangeren er en gammel kending efterhånden, der har hævdet territorium siden 2014, mens resten blev fundet tilfældigt optrædende. Lapværlingerne blev fundet af Christian Glahder i januar som en flok, der som mest talte 10 individer, og som blev indtil april. Blåhalsen blev fundet under lusk af Ragnar Smith og Rasmus Momme 2017-05-13 om eftermiddagen, og blev vist kun set af dem samt undertegnede. Den Rosenbrystede tornskade blev fundet fra bil langs Sjællands Odde-vejen af Michael Fink Jørgensen, og kunne akkurat nås af en håndfuld sjællandske twitchere.


torsdag den 1. marts 2018

Ynglende Sorthovedet måge i Tissø

I 2017 ynglede et par Sorthovede måger i måge-/ternekolonien på øerne i Tissøs sydende. Mig bekendt er det første gang arten yngler i Tissø. Begge fuglene havde "snavs" i hånden, hvilket umiddelbart gør dem til 3k-fugle; dog var den ene betydeligt mere tegnet end den anden. Fuglene blev fundet primo maj, og ret hurtigt mistænkt for at være ynglende. Ultimo maj kunne en unge ses, der stille og roligt voksede. Fuglene sås fodre frem til ultimo juni. Jeg fulgte dem ikke overdrevet intenst, men så dem dog spredt over perioden. Her lidt stemningsbilleder - i mangel af nærbilleder - fra begivenheden.

Et oversigtsbillede fra en smuk aften i maj. Tissø, 2017-05-19.

tirsdag den 20. februar 2018

Vadefuglestudier

Hvert forår forsøger jeg at komme nogle gange forbi Borreby Mose, når Stor kobbersneppe gør mest væsen af sig. Således også i 2017. Det ligner efterhånden de samme billeder år for år, men oplevelserne er alligevel enestående. Ikke mange steder ser man kobbersnepper på så kort afstand på øerne. Det blev også til gode oplevelser med andre arter; især må en morgen i maj ved Alleshave Bugt, med Rune Skjold Tjørnløv, nævnes for et hele 8 kærløbere. Lyset og afstanden var dog besværligt til at få gode billeder, men jeg prøver alligevel. Der er intet usædvanligt ved billederne; jeg håber blot de kan formidle lidt begejstring over fuglene...

Årets første besøg hos kobbersnepperne i Borreby Mose, 2017-04-30, 0856.

tirsdag den 6. februar 2018

Hvidhalset fluesnapper på Bispebjerg Kirkegård i København

2017-05-05, en fredag, havde jeg tidligt fri, og blev derfor glad for at se en melding på en Hvidhalset fluesnapper i København. Hvidhalset fluesnapper havde jeg kun set en gang før; i 2014 ved Nakkehoved Fyr. Det blev lidt skuffende kun til et flygtigt blik på fuglen dengang, og ikke noget foto. Den aktuelle fugl blev derfor twitchet uden betænkeligheder, og det lykkede øjeblikkeligt at connecte med fuglen ved ankomst til Bispebjerg Kirkegård, hvor bla. finderen TBR stadig havde snor i fuglen. Trods perioder hvor fuglen sank i jorden lykkedes det at få mange fine obser af den. Fuglen optrådte helt klassisk: på en østdansk parklokalitet, i skodvejr og vestenvind, dagen efter østenvind. Og ligeså klassisk var den væk dagen efter...

Jeg fik ingen nærbilleder, men en god håndfuld i forskellige træer samt en del dårlige flugtbilleder. Flugtbillederne vises trods deres ringe kvaliet, måske har de interesse for nogle.


lørdag den 3. februar 2018

Middelhavsmåger i Rom

Rom er et udmærket sted at kigge på Middelhavsmåger. De tiltrækkes selvfølgelig af de rigelige fødemængder, og derudover har man i Rom gode muligheder for at komme lidt til vejrs og dermed se mågernes overside. Området omkring Colloseum og Palatino er ganske fine steder; masser af udkigspunkter, og man virker ikke påfaldende når man skyder serier af de kredsende måger. Jeg koncentrerede energien om de yngre dragter, men fik desværre ikke fuldt hus i dem alle. Kun et enkelt 2k-billede, og lidt flere 4K-billeder. Til gengæld masser af 3k og adulte. Værs'go...

2K februar - 1. vinter. Bemærk helt sort øje og næb. Grovvatret flanketegning. Ensartet vatring på ryggen. Colloseum, 2017-02-13.

3K februar - 2. vinter. Bemærk begyndende lysning af øje og næb. Spredte grå fjer på ryggen. Her en længere fremskreden fjerdragt. Variationsbredden kan ses på de følgende billeder. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K - 2. vinter. Mindre udviklet fjerdragt. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K februar. Bemærk 1. vinters udseende på vinge og hale. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K februar. Altare della Patria, 2017-02-14.

3K februar. Piazza dell' Esquilino, 2017-02-18.

Samme fugl.

Samme fugl.

3K februar - 2. vinter. Ny fugl. Piazza dell' Esquilino, 2017-02-18.

4K februar - 3. vinter. Bemærk adultlignende næb, spejl på p10, svagt tegnet halebånd, og overordnet meget lys. Colloseum, 2017-02-13.

4K - 3. vinter. Samme fugl. Bemærk hånden, der inderst er adultagtig, men yderst mangler lyse pletter, bortset fra p10. Eneste tydelige immature træk er de mørke hånddækfjer og det svagt tegnede halebånd. Colloseum, 2017-02-13.

Samme fugl.

4K februar - 3. vinter. Ny fugl. Stadig mørkt næb, og uden plet på p10. Colloseum, 2017-02-13.

Samme fugl.
4K februar - 3. vinter. Palatino, 2017-02-15.


Samme fugl.

Adult. Bemærk mere jævnt udbredt sort, frem til ubrudt p5, i forhold til Sølvmåge. Colloseum, 2017-02-13.

Adult. Palatino, 2017-02-15.

tirsdag den 30. januar 2018

Venstrehåndsbirding i Rom

For snart et år siden, i februar 2017, var familien på vinterferie i Rom, og det var især de antikke bygningsværker der fik opmærksomhed på turen. Jeg havde tele og håndkikkert med rundt omkring, og fik suget lidt af det lokale fugleliv til mig. Tæller man C-arter på sin WP-liste kunne Munkeparakit og Alexanderparakit være oplagte at få set, og dem så jeg ganske ubesværet, men derudover var artslisten stærkt begrænset. Der var dog flere gode arter at kigge på: en Blådrossel sås fint inden i Colloseum, Italiensk spurv var relativt almindelig i bybilledet, Sorthovedet sanger  kunne ses i krat omkring ruinlandskaberne, og Gulirisk, Rødtoppet fuglekonge, og Husrødstjert sås almindeligt på egnede lokaliteter. Et par Vandrefalke af ssp. brookei-typen sås en dag højt på himlen over Colloseum/Palatino-området, der også husede en god bestand af Ruinfirben (Podarcis siculus). Ellers var den altoverskyggende art i byen Middelhavsmåge, men den får sit eget opslag.

Alexanderparakit kunne ses alle steder med træer i Rom. Palatino, 2017-02-13.