torsdag den 30. april 2020

Krognæb revisited

Efter de intense oplevelser med dels at finde sin egen Krognæb, og dels at opleve en flok med adskillige røde fugle helt tæt på i Frederikshavn, var jeg umiddelbart tilfreds med årets udbytte af efterårets krognæb-invasion. Imidlertid fortsatte fuglene med at flokkes tæt på udvalgte lokaliteter øst for Sundet, blandt andet i de hallandske byer Falkenberg og Varberg, så da juleferien oprandt så jeg mit snit til et sidste møde med denne mytiske art.

2019-12-30 fik jeg nogle gode timer i Falkenberg i mørkt overskyet vejr. Fuglene holdt til i en rønnetræsallé langs Södergatan, og kunne undertiden ses på få meters afstand. Lyden af fuglene, der gnasker rønnebær, samt synet af bærkøddet der drysser ned under træerne, som orange snefnug, står uforglemmeligt for mig. Ligeledes synet af 10 fugle i et få meter højt træ, hvor de sad som julepynt jævnt fordelt over træet, var ligeledes en fantastisk oplevelse. Som et lille kuriosum fik jeg fotograferet en ringmærket fugl, der var identisk med en fugl der forinden var set og fotograferet i Varberg af Mikael Nord. Den var ringmærket i det nordlige Finland, nærmere bestemt 10 km NV for Inari-søen i finsk Lapland. Endnu mere interessant var, at fuglen var mærket 2019-04-15 som en 2K-fugl. Fuglen var altså stadig 2K, da den blev fundet i Halland i december 2019. Jeg tog en masse billeder, der nok opleves lidt monotont. Det er for mig svært at få nok af disse fugle, og det får billederne lov at afspejle.










Med de gultonede fjer på ryggen og flankerne kunne dette være et godt bud på en 2K-fugl.



Den finsk-mærkede 2K-fugl fra Inari, 2019-04-15.
































Ingen kommentarer:

Send en kommentar