Foråret 2018 bød på 1, måske 2, Iberisk gransanger. Den første, og mest usikre, blev fundet 2018-04-21 i Sandflugtsplantagen i Rørvig af Bo Valeur. Den blev på lokaliteten frem til 2018-05-27. Fuglen fik pænt med opmærksomhed de første dage, men da både sang og kald blev registreret i forskellige udgaver mistede fuglen nok en del interesse. Sangen blev fx beskrevet som lignende alt fra Grans, Løvs, og til Iberisk. Her er fx en
optagelse, hvor fuglen lyder lidt Løvs-agtigt - det er som om sangen løber lidt af med den. Fra samme dag foreligger imidlertid også
denne observation, med 2 lydoptagelser, gode billeder, og en levende beretning af mødet med fuglen (af LAK og TA). På den sidste lyder fuglen mere rigtigt som en Iberisk. Denne dag hørtes i øvrigt kald, der både lød som Iberisk og som Grans. Senere på sæsonen blev kaldet optaget, og kan høres
her. Det er lige i skabet for Iberisk gransanger. Jeg besøgte fuglen sent i forløbet, 2018-05-24, og hørte fuglen synge som Iberisk, omend ikke helt igennem. Jeg fik set fuglen OK, men ikke super godt. Jeg noterede lys øjenbrynstribe, og mørk tøjle og øjenstribe; dog ikke så skarpt og tydeligt som forventet. Jeg syntes også, at undergumpen var meget svagt farvet gul, og ikke iøjnefaldende.
Den anden, og sikreste, blev fundet 2018-05-12 ved Tverstedsøerne af MoN. Fuglen var meget stedfast inden for et begrænset område, og blev på lokaliteten frem til 20018-07-05, altså næsten 2 måneder. Fuglen sang ikke altid en fuldbyrdet sang, som det kunne høres hos
fuglen ved Spodsbjerg i 2013. To gode eksempler på sangen kan høres
her og
her. Til gengæld sad kaldet lige i skabet, hvilket gjorde fuglen meget sikker. En god optagelse af kaldet kan høres
her. 2018-05-17 fik Skagen Fuglestation lov til at fange fuglen og sikre en DNA-prøve. Denne viste at fuglen, som forventet, var en Iberisk gransanger. Jeg besøgte fuglen på en fantastisk smuk og stille morgen 2018-05-27, hvor fuglen sang flittigt, men aldrig rigtigt igennem. På fuglen bemærkede jeg - som på Spodsbjergfuglen - kontrastfyldt hovedtegning, med tydelig gul øjenbrynstribe og meget mørk tøjle og øjenstribe, samt citrongul undergump.
|
Iberisk gransanger, Sandflugtsplantagen, 2018-05-24. Fuglen sås næsten hele tiden i løvet, var derfor lidt svær at farvevurdere. Her virker hovedtegningerne relativt tydelige. |
|
På dette billede ser hovedtegningerne derimod svagt tegnet ud. |
|
Her virker hovedtegningerne igen tydelige. |
|
Iberisk gransanger, Tverstedsøerne, 2018-05-27. Under de forskellige lysforhold ses meget mørk og tydelig øjenstribe og gul undergump. |
|
3 Sortstrubede lommer rastede tæt på kysten ved Tversted Klitplantage, og sammen med en syngende Karmindompap udgjorde de en utroligt smuk og stemningsfuld kulisse. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar