2017-10-19 var jeg igen i Blåvandsområdet; nærmere bestemt på Skallingen, hvor en Høgesanger siden 2017-10-16 havde holdt til i en isoleret sommerhushave i klitterne. Høgesanger havde jeg hidtil behændigt undgået at connecte med; det er helt enkelt en art der er blevet mere og mere sjælden, og ofte synker i jorden kort efter opdagelse. Jeg var som sædvanligt tidligt på færde, så selv om det ikke var helt nat var jeg i den stille regn alligevel overrasket over at høre en melding på fuglen tikke ind tidligt, mens jeg kørte gennem Ho Klitplantage. Der var altså snor i fuglen, så det var bare at stige ud og holde sig klar. Efter at have skulket i 10 minutter viste fuglen sig endelig, og nu på en nærmest bizar måde: den kravlede rundt i hjælmebevoksningen foran sommerhuset, nærmest for fødderne af de måbende observatører! Her fangede den lidt insekter, mens man på utrolig kort afstand kunne studere dens grå, men alligevel karakteristiske, fjerdragt. Den virkede meget pjusket og forkommen, med regnvåde fjerspidser og uræd adfærd.
Endnu mere mystisk var det, at allerede ugen efter så jeg en mere! 2017-10-21 blev en Høgesanger opdaget i området omkring Nordhavnstippen, og jeg benyttede en kort dag på arbejdet 2017-10-23 til at rykke på denne fugl også. Efter at være blevet set jævnligt indtil en halv time inden min ankomst 1400 var fuglen nu ude af syne frem til klokken 1515, hvor den kort viste sig i en tæt busk. Jeg nåede akkurat at få et skud af fuglen, og de forsamlede twitchere nåede alle lige at få set den. Det skulle vise sig, at der efterfølgende var god tid; fuglen blev der frem til 2017-11-04.
|
0837: Høgesanger i Hjælme, Skallingen 20171019. |
|
0839. |
|
0840. |
|
0841. |
|
0843. |
|
0845. |
|
0849. |
|
0852. |
|
Et sølle dokumentationsfoto af Høgesangeren ved Nordhavnstippen, 2017-10-23. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar