Titlen kunne antyde 2 fugle, men der er tale om en og samme fugl, der skiftede lokaliteter; fra et sommerhusområde i Dalby til havneterrænnet i Reersø. Den blev fundet af BWi, der ville nyde solnedgangen 2016-10-28 ved Dalby Strand. På vej derud fløj en Hærfugl op foran bilen, men landede tæt på, og var resten af dagen let at holde snor i. Jeg ankom, efter et kort på besøg på Røsnæs efter arbejde, ved 1615-tiden, og oplevede hvor relativt usky den var. Den kunne ses i Dalby i en uges tid, men sank så i jorden indtil den blev genopdaget i Reersø medio november. Her blev den indtil de første martsdage 2017.
Jeg twitchede fuglen i Dalby på førstedagen, og det var første gang jeg så en Hærfugl i Danmark siden min første fugl i 1987. Selvom en Hærfugl er en fin fugl var jeg dog ikke særligt desperat omkring den i Reersø, og faktisk opsøgte jeg den ikke selv aktivt. Et par gange under måge- og pibertjek løb jeg dog ind i den. Mere bemærkelsesværdigt var det måske, at den blev startskuddet på en række gode lokale fund i Reersø og det nærmeste Vestsjælland. 2 Nøddekriger, 1 Høgeugle, 1 Storpiber, 1 Bjergpiber, en flok Lapværlinger og 1 nordlig Blåhals fortjener at nævnes.
|
I det sidste eftermiddagslys ved Dalby Strand, 2016-10-28. |
|
Et frø? En sten til kråsen? Et lille dyr? |
|
En puppe vendes i luften og sluges. Reersø Havn, 2016-11-14. |
|
Reersø Havn, 2016-11-14. |
|
Havnevej i Reersø, 2016-12-11. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar