søndag den 3. juli 2016

Varme fugle i kold april

April skulle vise sig som en langtrukken kølig affære. Et par gode sydlige arter blev det alligevel til for undertegnede, nemlig Rødrygget svale og Alpesejler. Begge arter er blevet mærkbart mere almindelige de sidste par årtier, men de er begge notorisk svære at twitche. MWK demonstrerede klasse ved at satse på Møn 2016-04-17, og ædle begge arter med få minutters mellemrum! Desuden fandt Jan Speiermann en ny Rødrygget svale samme dag ved Hellebæk. Umiddelbart så jeg ikke ud til at få glæde af nogle af disse fugle, for selv om årets adamsii, planlagt på denne dag, var aflyst, var Møn stadig langt væk ved middagstid, og Hellebækfuglen registrerede jeg slet ikke...Dagen efter havde jeg på forhånd taget en feriedag til at kunne restituere efter en eventuel adamsii-tur, men da ingen af Møn-fuglene var genmeldt dagen før, var jeg i stedet taget til Stevns for at luske lidt ved klinten. Efter en tom formiddag ved Stevns ville jeg mod Køge Sydstrand, men jeg blev nu opmærksom på en birdcall fra Hellebæk, om Rødrygget svale pp. Nu skal det være, og jeg suser mod Hellebæk. Efter ankomst prøver jeg sammen med bla RBI og DJ at lokalisere svalen langs søens NØ-side, men vinden og den overskyede himmel driller. Vi kæmper os over på SV-siden, hvor bla HEM står og har kontakt med svalen. Ret hurtigt connecter vi andre også, og ser nu svalen fint over Skarvøen. Jeg får lidt dokuskud, og vender glad hjem ved 1430-tiden.

2016-04-20 blev Alpesejleren på Møn genfundet, og dagens heldige blev belønnet med monstrøse obs af fuglen, lavt over hovedet på folk ved Møns Fyr. Næste dag kunne jeg først køre om eftermiddagen, men da fuglen blev meldt pp om eftermiddagen var der ikke så meget at tænke over, og jeg susede derned med ankomst ca 1700. Sejleren var imidlertid ikke set siden 1500, og det blev en flad sen eftermiddag i kold vind og overskyet, men fint selskab med HHN, HP + 2. Næste morgen var der dog bid igen, og jeg kørte resolut om formiddagen efter et ærinde med min datter. Relativt hurtigt kom sejleren frem over Klinteskoven, og trakterede os med fine runder tæt på. Efter en time med fuglen vendte jeg snuden hjemad, og kunne med glæde konstatere, at 2 svære arter var kommet på DK-listen.

Der er langt i mellem jeg får set Ringdrossel, men det lykkedes minsandten at finde 2 ved Eskebjerg Vesterlyng 2016-04-04.

Lidt dokuskud af Rødrygget svale, Bøgeholm Sø, 2016-04-18.







Lidt dokuskud af Alpesejler, Jættebrink, 2016-04-22.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar