2015-12-28 kunne årets andet besøg til Skåne gennemføres. Min datter Freja ville gerne med og suge lidt nordisk stemning til sig, så det var jo fint selskab. Skåne er altid et besøg værd, men denne gang var en langtidsstationær Steppeørn en ekstra attraktion. Ørnen sås relativt konstant omkring Näsbyholm og Gärdslöv, som ligger relativt tæt på Malmö. Det gammelkendte udsigtspunkt 106 ligger lige ved afkørslen fra hovedvejen til Malmö, så vi startede turen her med at orientere os om vind- og vejrforhold, og for at se om eventuelle rovfugle var kommet i luften. Vi fortsatte hurtigt til alléen ved Näsbyholm, hvor jeg jævnlig stoppede og checkede landskabet. Kort efter kom en dansk bil kørende, og minsandten om ikke det var min gamle makker fra Stora Fjäderägg, HHN, der var på togt i det skånske med sin far, JHN. De var også på jagt efter Steppeørnen, så vi aftalte at køre sammen og lede efter den. Vi kørte lidt længere frem, og kunne glæde os over endnu et danskerhold, nemlig LPa og ABB. Efter lidt hyggesnak og en Kongeørn fortsatte vi afsøgningen af landskabet omkring Börringesjön og Gärdslöv. Efter godt en times søgen, og en del Havørne og Kongeørne, fik HHN spottet den fra vejen tæt på Gärdslöv. Den sad i et træ ved en gård, og efter lidt tid tog den venligst en kort flyvetur, hvor vingerne kunne studeres. Den satte sig nu på en stærkstrømsledning, og her blev den siddende den næste halvanden time. Efter nydelse af fuglen, og snak med diverse tilkommende birdere, tog vi afsked med HHN og JHN, og tog en halv times shopping i Skurup - ingen tur til Skåne uden at købe Polarbröd og Messmör...Vi kom tilbage til ørnen, der ikke havde rokket sig ud af stedet. En sidste stund med fuglen var givtig - den lettede og fløj over i en nærliggende skov, hvor den satte sig i skovbrynet. Klokken var nu ca. 14, og vi tog en rask beslutning om at køre til Fyledalen, og tage Övedskloster på hjemvejen. Det kunne heldigvis nås inden det blev mørkt, så vi vendte godt trætte og mætte på oplevelser hjem - Skåne4ever!
|
En af dagens 3 Kongeørne... |
|
- og en af de talrige Havørne. |
|
Steppeørnen forlader 1231 sin siddeplads i et træ... |
|
...og søger over på en stærkstrømsledning. |
|
1355 er det blevet tid til at søge over i skoven. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar