En hun Citronvipstjert blev fundet 2015-06-01 ved Keldsnor på Sydlangeland. Her sås den i parring med en Gul vipstjert, og blev så suppressed, indtil den
blev (gen-)fundet 2015-06-06 af Morten Müller. Det er en art, jeg aldrig har forsøgt at twitche, da jeg, artens hyppighed taget i betragtning, har tænkt, at den vil jeg gerne finde selv, og ellers nøjes med at twitche den i Østdanmark. Den stærke relation til en Gul vipstjert, samt det faktum at den var set bygge rede gjorde, at jeg anså twitchet for meget sikkert. Da jeg skulle på Roskilde Dyrskue om søndagen var denne dag ikke en mulighed, men da jeg først skulle møde klokken 0900 om mandagen havde jeg derfor, fraregnet 2 timers kørsel, mindst 2½ times dagslys i selskab med fuglen inden jeg skulle køre klokken 0700. Jeg tog mig derfor en rundbarberet nattesøvn på 3 timer, inden jeg 0230 kørte mod Sydlangeland. Vel ankommen på p-pladsen fik jeg næsten med det samme øje på fuglen, da den sad i rørene, men det blev kun til et glimt; den sank i jorden, og lod sig ikke se før 0500, da der endelig kom lidt liv i den. Den fouragerede nu behersket i renden langs rørbræmmen, inden den omkring 0550 blev lidt mere aktiv. Den foretog et par små flyverunder, kaldte nogle få gange, og endte så på mudderfladen lige foran lågen, hvor den langsomt gik langs kanten forbi obsposten. En overvældende god obs af en notorisk ofte sky art!
Dagen efter blev der fundet en Buskrørsanger i mit hjemlige Vestsjælland, ved Korsør, af Jørgen Bech. Jeg sprang over på førstedagen, men onsdag 2015-06-10 skulle jeg igen møde klokken 0900, så i ro og mag kørte jeg afsted med ankomst 0630, og tog mig en times kvalitetstid med denne engang så mytiske sanger, der efterhånden er reduceret til et mainstreambrag. Jeg kan forestille mig, at den snart pilles af SU-listen, men lad os nu se. Oplevelsen med denne ofte tillidsfulde, og altid skønt syngende, art var der ikke noget galt med.
|
En skøn oplevelse at se citronen i det tidlige morgenlys. |
|
I 10 gode minutter, fra 0535, gik den tæt forbi den lille skare observatører. |
|
0537. |
|
0540. |
|
0540. |
|
0540. |
|
Buskrørsangerens foretrukne sangpost var en ung poppel. |
|
Lidt heldigt fik jeg skudt et flugtbillede af den i sangflugt, på vej over hovederne på observatørerne. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar