onsdag den 14. maj 2014

Vestsjælland koger!

I går aftes, 2014-05-13, opdagede KBJ en Sporevibe på Flyndersøengen ved Rørvig. Arten lider af kategori D/E-syndromet, og den danske twitchertop har tilsyneladende kollektivt valgt at lurepasse - i håb om en forventet kategori D-placering af fundet. Den sydøsteuropæiske bestand er kortrækkere, så jeg personligt mener sagtens den kan puttes i A, når sardinsk og sortstrubet sanger, gulgrå værling og hvidkronet stenpikker også kan komme til landet. Imidlertid holdes arten også i fugleparker rundt omkring, så det er absolut relevant at være på vagt, og forsøge at kloges af alle detaljer. Indtil videre er der intet der tyder på en fortid bag tremmer - ingen ringe, perfekt fjerdragt, normalt udseende og adfærd, og forventeligt ankomsttidspunkt på relevant lokalitet.

Fuglen har været pp hele dagen, så hvis eventuelle lunkne twitchere til morgendagen skal overbevises, kunne de passende tage en fantastisk vestsjællandsk kvartet med i købet: Hylde-gøgeurt på Vejrhøjs skråninger, Salep-gøgeurt på Vesterlyng, samt Fransk bredpande og Klokkefrø ved Vindekilde på Røsnæs. Og det er virkelig NU det gælder, Skipper - om en uge er orkideerne ved at afblomstre, og bredpanderne ser slidte og mølædte ud. Har du svært ved at finde dem, så skriv en SMS til JLR på 60752659, så skal jeg prøve at hjælpe. Hermed lidt pirrende billeder til skeptikerne - bredpanden er fra 2013, og frøen fra 2012, men alt andet er dugfriske billeder...

2014-05-14, 8:53 - 11:08:









Mens vi dyrkede Sporevibe fandt jeg en yarelli synkront med TA.
Hylde-gøgeurt, 2014-05-06, Rævebjerg.
Et klassisk "Adam & Eva"-billede.
Salep-gøgeurt, 2014-05-11, Vesterlyng.
Fransk bredpande, 2013-05-17, Vindekilde.
Klokkefrø, 2012-05-19, Vindekilde.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar