onsdag den 22. juni 2016

Havdykænder!

Det tidlige forår gav en lille håndfuld gode oplevelser med dykænder. Først og fremmest var jeg efter mindst 5 uddyp på Brilleand klar til at give arten endnu en chance. Der var gennem vinteren set fugle ved Fanø, Blåvand (samme?) og Holmsland Klit. Den sidste lokalitet så ud til at være det sikreste valg, da det i vinterferien passede mig bedst at forsøge. 2016-02-17 rykkede jeg vestpå tidligt om morgenen. Da fuglen så ud til at drive marginalt mod syd gennem februar, valgte jeg en sydlig parkeringsplads ved Stormkløven. Det kunne jeg have sparret mig, da fuglen lå ud Lyngvejen, et par kilometre længere mod nord, men jeg havde nok godt af motionen...Fuglen var let at finde i skop da først jeg nærmede mig, men noget sværere at indfange med kameraet; dels pga bølgegang, og dels pga afstanden. Det lykkedes dog akkurat at få lidt brugbare doku-skud af fuglen. En fin oplevelse alt i alt på den altid dejlige jyske vestkyst.

En bådtur i farvandet nord for Møn blev det også til, 2016-04-02. Det var først og fremmest en pionertur, så alt bedre end Ederfugl var fint nok for mig. Vi gjorde ikke så meget ud af at ligge stille, men forsøgte at afsøge et så stort område som muligt. Først og fremmest blev det mødet med hundredevis af Havlitter, der står mejslet i hukommelsen, men en pæn flok Sortstrubede lommer ud for Ålebæk Strand og pæne atl for Fløjlsand var også fint.

Dagen før Brilland-twitchet varmede jeg op ved Saltbæk Strand i Vestsjælland - i håb om at finde min egen Brilleand. Det blev kun til denne fine flok Fløjlsænder, 2016-02-16.

lørdag den 21. maj 2016

Mågebonanza i Rødvig Havn

Rødvig Havn er i særklasse hvad angår evnen til at samle måger fra Østersøens opland. Hvert år kan talrige Kaspiske og Middelhavsmåger ses, og vel årligt også meget få af den sjældne Baltisk sildemåge, ssp. fuscus. En sådan 2k blev fundet 2016-01-03 af LAK og TA, og den ville jeg gerne se. 2016-01-09 kunne afses om eftermiddagen i selskab med min søn, men det var lige akkurat nok. Ved ankomst ved 13-tiden lod mågen sig se let på en af indermolerne, men ak - efter lidt tid, hvor den stod bomstille, lettede den i et mylder af andre flyvende måger, så jeg ikke fik mine ønskede flugtbilleder. Jeg hang ud i havnen et par timer i håb om at genfinde mågen, men det var åbenbart det sidste der sås til den.

Under den langvarige eftersøgning af Sildemågen havde jeg lejlighed til også at ofre 4 Kaspiske måger min opmærksomhed. Det var for mig lidt svært at bevare overblikket over hvor mange forskellige, der var til stede, men mine billeder viser 4 forskellige individer - alle 2cy.

Baltisk sildemåge i forgrunden. Bemærk lyst hoved og underside, og mørk ryg. Bemærk også det lavbenede og og meget spidsvingede udtryk - og ikke mindst den klejne størrelse.

mandag den 16. maj 2016

Sortstrubet drossel i Bispebjerg

Tirsdag 2016-01-20 fandt John Damgaard Nielsen en Sortstrubet drossel fra sit køkkenvindue - læs her! Den ville jeg gerne se, da jeg kun har set arten en gang tidligere - SHN's fund i Frederiksværk 1991, som kan læses her! I nullerne kunne et par hunner ses i Nivå og ved Zoologisk Museum, men dem fik jeg ikke tid til at besøge. Derfor var jeg glad for at konstatere, at fuglen blev set frem til fredag eftermiddag. Min datter blev lokket med en tur til Fields, og jeg fortsatte mod NV-kvarteret. Fuglen var nem at observere i de par timer jeg var der, omend det mørke og tågede vejr gjorde det en anelse gråt...Jeg nød fuglen med balndt andre Anders Wiig Nielsen og Lars Staffeldt. Den blev i kvarteret i 2 måneder, og sås sidste gang 2016-03-29. Fuglens alder er diskuteret lidt her, her og her, og hos en lignende, tidligere fugl i Vejlerne her. Fuglen ser umiskendeligt ud til IKKE at vise fældningsgrænse i dækkerne; det tyder på 3k+. Halespidserne er lidt dobbelttydige at se på efter min mening, men det virker lidt mærkeligt at så mange svagt tegnede fugle skulle være adulte. Måske er det, som det siges i Svensson's ringermærkerbibel, the odd 2k bird med alle dækerne fældet.

1058

tirsdag den 10. maj 2016

Steppeørn ved Gärdslöv, Skåne

2015-12-28 kunne årets andet besøg til Skåne gennemføres. Min datter Freja ville gerne med og suge lidt nordisk stemning til sig, så det var jo fint selskab. Skåne er altid et besøg værd, men denne gang var en langtidsstationær Steppeørn en ekstra attraktion. Ørnen sås relativt konstant omkring Näsbyholm og Gärdslöv, som ligger relativt tæt på Malmö. Det gammelkendte udsigtspunkt 106 ligger lige ved afkørslen fra hovedvejen til Malmö, så vi startede turen her med at orientere os om vind- og vejrforhold, og for at se om eventuelle rovfugle var kommet i luften. Vi fortsatte hurtigt til alléen ved Näsbyholm, hvor jeg jævnlig stoppede og checkede landskabet. Kort efter kom en dansk bil kørende, og minsandten om ikke det var min gamle makker fra Stora Fjäderägg, HHN, der var på togt i det skånske med sin far, JHN. De var også på jagt efter Steppeørnen, så vi aftalte at køre sammen og lede efter den. Vi kørte lidt længere frem, og kunne glæde os over endnu et danskerhold, nemlig LPa og ABB. Efter lidt hyggesnak og en Kongeørn fortsatte vi afsøgningen af landskabet omkring Börringesjön og Gärdslöv. Efter godt en times søgen, og en del Havørne og Kongeørne, fik HHN spottet den fra vejen tæt på Gärdslöv. Den sad i et træ ved en gård, og efter lidt tid tog den venligst en kort flyvetur, hvor vingerne kunne studeres. Den satte sig nu på en stærkstrømsledning, og her blev den siddende den næste halvanden time. Efter nydelse af fuglen, og snak med diverse tilkommende birdere, tog vi afsked med HHN og JHN, og tog en halv times shopping i Skurup - ingen tur til Skåne uden at købe Polarbröd og Messmör...Vi kom tilbage til ørnen, der ikke havde rokket sig ud af stedet. En sidste stund med fuglen var givtig - den lettede og fløj over i en nærliggende skov, hvor den satte sig i skovbrynet. Klokken var nu ca. 14, og vi tog en rask beslutning om at køre til Fyledalen, og tage Övedskloster på hjemvejen. Det kunne heldigvis nås inden det blev mørkt, så vi vendte godt trætte og mætte på oplevelser hjem - Skåne4ever!

En af dagens 3 Kongeørne...

mandag den 2. maj 2016

Vinter med nabolagets fugle

Som titlen antyder kommer vi ikke så langt omkring i landet med denne forsinkede opdatering. På trods af fraværende hits i nærområdet gav vinteren fine muligheder for at opleve nogle lidt sparsomt forekommende arter. Især to overvintrende Stenvendere i Reersø Havn var samarbejdsvillige. Vinteren gav dog godt med hits, blot ikke i Vestsjælland. Mere om det senere.

En Toppet lappedykker i vinterdragt kan få mig til at drømme om Clark's grebe.

2016-01-17 fandt jeg denne Nordisk lappedykker i Reersø Havn. Den blev i havnen frem til 2016-01-27.

onsdag den 20. april 2016

Kaspisk måge 1cy sept-oct 2015

Endnu et år med en Kaspisk måge i Reersø, og endnu en veldokumenteret een af slagsen. Først og sidst set af RAG, 2015-09-01 og 2015-10-25. Jeg selv så den mageligt ved 3 lejligheder.

2015-09-16

fredag den 12. februar 2016

Sidekicks fra efteråret 2015

Som de foregående indlæg antyder blev det et superefterår for undertegnede, takket være arter som Amerikansk svømmesneppe, Bartramsklire og Himalayasanger. Her lidt billeder fra de øvrige spredte oplevelser efteråret bød på.

Især Jagtfalk ved Sevedø gjorde mig glad, da jeg ikke havde set arten siden 1999 på Grønland. Dog har jeg kun set den 1 gang, da jeg i vinterens løb især har ofret Reersø opmærksomhed. Den er i skrivende stund stadig pp i Sydvestsjælland, og jeg håber at få den besøgt inden den trækker nordpå igen.

Efteråret bød også på en sjælden havobs fra min side, fra Børstrup Hage ved Gilleleje 2015-11-08. Den var for mig bemærkelsesværdig ved at byde på en Storkjove (kun set to gange før i DK), 4 Søkonger (også kun set 2 gange før), samt trækkende Islom og Hvidnæbbet lom (begge arter ganske vist twitchet ihærdigt i 2014, men ellers aldrig set i DK før). Begge fugle kom relativt langt ude, men kunne dog artsbestemmes. Især Hvidnæbbet lom var karakteristisk med sin grove størrelse (kom med 2 smålommer), lysende hvidgule næb og grovplettede ryg. Senere om eftermiddagen blev der meldt om Bartramsklire på Værnengene, og så var tankerne et andet sted.

Som rosinen i pølseenden fandt jeg 2015-11-28 en Storpiber på min egen græsmark i Store Fuglede, og den blev således et af mine sjældne ædelkryds. Jeg havde en ven på besøg, og vi gik en tur ved middagstid. 500 meter nede af marken støder vi en stor småfugl op tæt på os. Den flyver væk i bølgeflugt, er tydeligvist langhalet, og udstøder en række kald der lyder som "trrjyp". Den flyver  ud af synsvidde mod SØ. Jeg prøver senere om eftermiddagen, og i dagene efter, om den skulle være vendt tilbage, men den er væk. Den blev set uden kikkert og kamera, og bestemt på stemme og form.

2015-08-28 dippede jeg Sortvinget braksvale på Ølsemagle Revle, men glædede mig over denne fine Rovterne.