fredag den 16. april 2021

Kaspisk måge ad nov 2020-feb 2021

 Jeg fandt et par Kaspiske måger i Reersø Havn i vinters. En af dem kunne ses gennem de 3 mørkeste måneder, og ser ud til at være en genganger fra sidste vinter. Den kan kendes på brudt sort markering i p5, på sin venstre vinge. Næbtegning og fin nakkestribning ser også identisk ud. Mest interessant er, at man over vinteren kan følge udviklingen til helt hvidt hoved, og intenst farvet næb. Indlægget fra sidste år kan ses her.

20201114. Bemærk stribet nakke og meget bleg næbfarvning, med udbredt sort tværbånd på næbbet.



20210103. Nakken er blevet lysere, og den røde gonysplet mere intenst farvet.








20210126.



20210130.



20210222. Næbbet er her meget intenst farvet.



tirsdag den 6. april 2021

Afstressning i november

 Efter fundet af Stor gulben på Fanø var jeg seriøst ved at blive mør, hvad angår rariteter i Danmark, så i mit stille sind håbede jeg ikke på flere mega'er det næste lange stykke tid. Heldigvist forløb de næste par måneder relativt stille og roligt, og jeg kunne tage den lidt med ro i Vestsjælland.

En Thorshane i Hovvig blev på lokaliteten i noget tid, og blev min kun tredje fugl. En Gråsæl indfandt sig i Reersø Havn i forbindelse med Musholm Lax sæsonafslutning, og gav gode muligheder for at kunne studere Danmarks største rovdyr. Et par gamle Kaspiske måger på samme sted får som altid deres eget opslag senere...

Thorshane, Hovvig, 2020-11-29.



Spætmejse, Stigsnæs Skov, 2020-11-08.

Bjergirisker, Reersø Havn, 2020-11-22.




Pibesvaner, Tissø, 2020-11-14.


Gråsæl, Reersø Havn, 2020-11-14.

Gråsæl, Reersø Havn, 2020-11-24.


lørdag den 20. marts 2021

Hyldest til Havørnen

 Da jeg var ung ornitolog i sin vorden, var Havørne et eksklusivt syn. Aldrig så sjældne som Kongeørne, men dog...Man kunne fx ikke "bare" tage ud at se en Havørn; det krævede held på de få overvintringslokaliteter, eller stabilt fremmøde på træklokaliteterne. 2-3 Havørne på Gilbjerg var normalen på et forår. Indtil midten af 00'erne var Havørn virkelig en art, der kunne redde dagen!

Det har ændret sig. Efter at arten genindvandrede i 1995 som ynglefugl, begyndte det for alvor at blive et fast indslag på turene i 00'erne. Det har jeg fra min bopæl tæt på Tissø kunne følge siden 2004. Det skal hermed fejres. De fleste billeder er taget omkring Tissø, med enkelte "tilrejsende" i mellem. Det er mest vinter- og forårsbilleder, men arten ses året rundt. Måtte det aldrig ændre sig!


1K, 2019-10-06, Musholm. Bemærk helt jævn og ensartet fjerdragt. Fuglen var ringmærket med en dansk farvering, men kunne desværre ikke aflæses præcist.

2K, 2018-04-21, Ulvshale. Fjerdragten er stadig ensartet, men den yderste armsvingfjer er skiftet.



2K, 2020-06-21, Gedser. Fældning i de inderste håndsvingfjer, og slidt fremtoning.



2K, 2020-12-18, Tissø. Begyndende gulfarvning inderst på næbbet. Bemærk de forskellige generationer svingfjer.




3K, 2020-10-24, Bakkendrup. 3. generations svingfjer. Gult (deformt) næb, og lyst øje. Enkelte lyse fjer på halsen.

3K, 2019-01-05, Börringe. Anden generations kropsfjer. Svingfjerene er skiftet, og de yderste armsvingfjer er skiftet til 3. generation. Begyndende gulfarvning inderst på næbbet.


Adulte, 2018-03-13, Tissø.

2018-03-30, Bakkendrup.

2018-04-21, Ulvshale.

2018-04-22, Røsnæs.

2018-04-25, Bakkendrup.




Samme fugl.

2020-12-05, Tissø.


Blandede flokke, 2021-02-16, Tissø.



lørdag den 6. februar 2021

Stor Gulben på Hønen, Fanø

 2020 blev året, hvor Stor Gulben endelig kom på den danske liste. Desværre blev det en lidt forvirrende indledning, hvor en, for mig at se, god fugl blev set kort tid 20201028 ved Sneum Engsø af OZG. Dette var dagen efter fundet af Kaffersejler, hvilket blot bidrog til den kaotiske og neurotiske stemning i det danske twitchermiljø på den tid...Fuglen kunne ikke findes af de tililende twitchere, og dagen efter blev der i helt vanvittig stil fundet en Lille Gulben på lokaliteten! Var den store en fejlbestemt lille? Var den lille en fejlbestemmelse af den store? Var der begge arter på de 2 dage? Mit bedste bud er det sidste. På netfugls artikel om sagen synes vingerne at flugte med halen på Oles fugl, mens vingerne syner længere på flavipes-claimet, hvilket understøtter de respektive bestemmelser.

Det blev imidlertid ikke ved Sneum, men derimod på Fanø, at twitcherne kunne connecte med denne klassiske yank-vader, og det først lang tid efter. Da der sidenhen var fundet Brundrossel og Turkestantornskade var den nok gået lidt i glemmebogen for de fleste, men pludselig kom der om aftenen mandag 20201116 en melding på Birdalarm, om en mulig Stor Gulben, set samme eftermiddag i kort tid på Hønen, Fanø. SBr havde fundet fuglen under en sen eftermiddagsobs, og havde fået en del billeder, der lige akkurat var gode nok til at "naile" bestemmelsen. Næbbet virkede på flere billeder tyndt og lige, men på nogle få viste det tydeligt opadbuening. Desuden kunne det erkendes på et flugtbillede, at den havde stribet inderhånd, hvilket er diagnostisk. Fuglen virkede dog samtidigt lille, og i kombination med det tynde næb var der en vis reservation overfor fuglen. Kun nogle få, deriblandt RS, THH, ABK prøvede derfor lykken fra morgenstunden, men da de fandt fuglen ved middagstid, i loen mellem Hønen og Keldsand, kom der hurtigt et læs twitchere til Fanø.

Selv var jeg groundet om tirsdagen hele dagen, så der gjorde ondt at følge de glade meldinger. Onsdag var også udelukket, men jeg fik en feriedag om torsdagen 20201119, og så var det med at komme pp. Jeg tog en meget tidlig færge, og var i Sønderho omkring 0700. Formiddagen blev en ørkesløs eftersøgning fra diget ved Børsen, diverse klittoppe, og Høneengen, afbrudt af lange pauser af styrtblødende regnbyger. MC, SBr, og KGJ var i starten eneste, men godt, selskab. Omkring 1030 stod jeg på klitten Bavnebjerg lige syd for Sønderho, og blev opløftet af at se adskillige Rødben trække syd langs loen. Imidlertid fik en heftig byge mig til at trække ind i bilen, som fik lov til at agere tørreskab. Regnen varede over en time, så det var en lettere irritabel udgave af JLR, der endelig 1140 kunne relokere til klitten. Ret kort tid efter kom en klire flyvende fra syd mod nord langs loen, og da jeg satte kikkerten på kunne jeg med det samme se, at det var DEN: ensfarvet mørk overside uden kile i ryggen, hvid hale, og udstikkende gule ben! Hurtigt fik jeg råbt den ud i zello, og de fleste ved Børsen fik også set fuglen, da den trak forbi dem dér, bla MaT og HKo. Der skulle dog gå næsten en time, inden fuglen blev fundet igen, nu nord for Børsen flyvende sydpå. Endelig gik fuglen til rast, og den kunne nu ses i loen på begge sider. Der var efterhånden kommet en del twitchere til, blandt andet AEC, MHP, PhE, DaM, og ESc. Omkring 14-tiden blev jeg og ESc inviteret ind i SBr's hyggelige hjem i Sønderho, og derefter gik vi downtown Sønderho, hvor vi indtog kaffe og kage i Tre Søstre. Ved 1520-tiden tog vi et sidste kig ved Børsen, hvor vi kort efter så Stor Gulben i flok med Rødben flyvende nordpå i loen. En laaang dag i skønt, blandet vejr, kunne endelig afsluttes ved at køre hjem i det tiltagende mørke...


1230

1306



1308







1309