mandag den 4. november 2019

Hesselø 2019

Hvert år siden har der været gennemført ture til Hesselø, under ledelse af SHN. I år blev det grundet vejret kun til een tur, nemlig 20190531. Det blev som altid en dejlig tur, selv om det store hit udeblev. Alene mængderne af Tejst gør turen det hele værd. Det blev også til fine arter som Karmindompap og Lille fluesnapper. Her lidt billeder fra turen...

Strandskade på øens centrale slette.


En farvestærk Stormmåge.

Øen huser en del ynglende Fjordterner, men tilsyneladende ingen Havterner.

Tejster...





En af de mange Gulbuge.

Et par Rødryggede tornskader.


Turens bedste fugle var denne Lille Fluesnapper.

mandag den 28. oktober 2019

Stylteløber ved Tempelkrog Enge

Et gen-oversvømningsprojekt syd for Tempelkrogen, mellem Roskilde og Holbæk, kvitterede lynhurtigt med et fund af Stylteløber 20190512, og andre gode ting som fx. Silkehejre og Blåvinget and fulgte efter senere på sommeren.

Et par dage efter, på en smuk majaften, fik jeg lejlighed til at komme forbi, og kom efter en lang gåtur ned i sydenden af søen hvor fuglen gik og fouragerede. Efter at have set mig mæt på fuglen ville jeg gå tilbage mod bilen, men tilfældigt fik en Musvåge fuglen på vingerne, og den sejlede stille og roligt hen mod mig, og landede lige ud for mig. Jeg fik derfor 10 minutter nærkontakt, samt en god flok på 10 Temmincksryler, inden fuglen ieg fløj væk.













En flok på 10 Temmincksryler er ikke hverdagskost.



torsdag den 24. oktober 2019

Stort og småt fra det vestsjællandske forår

Jeg fik ikke rigtigt produceret noget i Vestsjælland i år. Bedste resultater var vel en Storebæltssule og fænologi-obs af Sortgrå ryle på Musholm. Lidt gode oplevelser blev det  dog til, med Sydlig nattergal på Reersø, fundet af RAG, som det bedste. Her lidt billeder fra det altid skønne forår...

En Bjergpiber gæstede Reersø Havn i februar måned; her 20190203.

lørdag den 12. oktober 2019

Thorshane ved Kysing Næs

Tidligt søndag 20190428 kom Lille gulben i bogen, som det kan ses her. En Thorshane i overgangsdragt, opdaget dagen før ved Kysing Næs syd for Århus, var et oplagt eftertwitch, især i betragtning af, at jeg kun har set én Thorshane før - billeder af den kan ses her.

Fuglen var, som Thorshøns ofte er, utroligt tillidsfuld, og samtidigt utroligt smuk, mens den tøffede rundt mellem de tangklædte sten i, så det var bare at sætte sig ned og nyde forestillingen. Fuglen rastede på stenene et par gange.


fredag den 4. oktober 2019

Lille gulben i Ulvedybet

Lørdag 20190427 skulle min søn og jeg ud og fange lidt skrubber på Storebælt. Undervejs om formiddagen kom der melding om fund af et Lille gulben i Ulvedybet, fundet af Brian Kristensen. En fugl langt væk, som jeg omgående skød til hjørne til dagen efter. Arten har plaget mig lidt, da jeg som born-again twitcher i 2011 forsøgte et twitch på et fund ved Kelsnor, men dippede fælt. Dengang sås fuglen i en lille mose frem til om aftenen, men trods min ankomst 0400 næste morgen var fuglen væk.

Denne gang gik det bedre...Jeg kom ganske vist lidt sent afsted, 0500, og der var ikke kontakt med fuglen ved ankomst, men jeg kunne relativt hurtigt finde fuglen flyvende og landende på vaden ud for det lange nordgående dige ud for Perlen i Ulvedybet. Fuglen fouragerede en halv times tid på vaden, inden den tog endnu en flyverunde. Fuglen gjorde sig bemærket ved sit meget tynde næb og næsten Stylteløber-agtigt lange ben. Flyvende bemærkede man, at fuglen fremtrådte mere slank, og især lang bagtil (fødderne og lidt af tarsen stak tydeligt ud bag halen) ift Tinksmed og Svalklire. Desuden var undervingerne lyse.

Fundet blev startskuddet til 2 øvrige fund i Danmark i løbet af sommeren, og da den også optrådte i nabolandene er der nok tale om en noget usædvanlig talrig optræden i Europa i år.

4 forskellige zoomstadier på fuglen...

mandag den 23. september 2019

Adamsii 2019

I 2014 fik jeg mulighed for at deltage på en af de eftertragtede adamsii-ture til Kattegat for at se Hvidnæbbede lommer på eksklusiv dansk overvintringsplads. Det blev en stor oplevelse, som kan læses her. Jeg forsøgte de efterfølgende år at deltage igen, men vejr og tid faldt ikke på plads før igen i 2019.

Det blev igen en udbytterig tur, igen arrangeret af HHN, med totalt 3 Islommer og 11 Hvidnæbbede lommer. 2 af de Hvidnæbbede fik jeg ikke set, men pyt...Selskabet var behageligt og velmotiveret, og arbejdede hårdt hele dagen!

Lommerne ligger indenfor et relativt afgrænset område, ca. 10 x 10 km, mellem Anholt og Læsø. Der sås store lommer mellem 1015 og 1545, altså 5,5 time! Karakteristisk bliver de store lommer liggende på vandet og dykker, mens de mindre arter letter på stor afstand. Her følger en serie billeder fra dagen...

Fløjlsænder i det spæde morgenlys, 0612.

mandag den 9. september 2019

Kaspisk måge 2. vinterdragt

2 forskellige fugle til galleriet...Den første blev set i Gilleleje Havn under dyp på Gråsejler, den anden flygtigt fra båd på vej mod Klintholm Havn. På begge fugle ses karakteristisk hvid plet på p10, noget der kun sjældent optræder hos Sølvmåge.

Kaspisk måge 2K, Gilleleje Havn, 20131103.