En gammel drøm har været at komme til Jämtland. Først og fremmest pga nær-endemiske forekomster af sommerfuglene Blå ildfugl og Gulplettet bredpande, orkidéen Brunkulle, samt de relativt lettilgængelige spillepladser for Tredækker. Mange andre fede arter ses i Jämtland, men er også mere udbredt i hele Nordskandinavien.
I år blev det så til en lyntur på kun 3 dage, inklusiv transport, og med noge timers rast ved Siljansjön begge veje. Men meget lidt søvn...Jeg havde en god lokal guide i form af min gamle ven Elisabeth Olsson Hedin, som kendte lokaliteterne, og de skuffede ikke.
Første dag, 17/6-2024, brugtes på et par timer ved Siljansjön og i udsigtstårnet i Rättvik. Udsigten er fantastisk, med hele søen og og de omkransende småbjerge i sigtelinjerne. Ankomst i Hammerdal sen eftermiddag, med dejlig aftensmad og kort slentretur. Næste morgen tidligt op, og første opgave blev 2 Acro'er. En Buskrørsanger var blevet hørt dagen før ved Hallviken, og en Kærsanger et par dage tidligere ved Hammerdal Kirke. Begge fugle således tæt på Elisabeths hjem i Bye. Begge fugle skuffede imidlertid. Buskrørs'en kunne høres svagt, men på afstand og med masser af trafikstøj var det lidt for meget op ad bakke...Kærs'en var imidlertid helt tavs, trods en lille times lyt. Nå, videre til det, det hele handlede om! Første stop blev Vackermyren, som ligger ca. 20 km syd for Hammerdal. På denne meget lille lokalitet, omtrendt på størrelse med en fodboldbane, sås mængder af Fruesko, Traunsteiners gøgeurt, Eng-troldurt, pænt med Koralrod, og vigtigst, et pænt, omend slidt, eksemplar af Blå ildfugl. Vi nød stedet og stemningen en god time, inden vi kørte videre mod næste lokalitet, som var Nästmmyren lidt syd for Östersund. På denne ligeledes meget lille lokalitet sås pænt med den meget lille orkidé Brunkulle. Den findes stort set kun i Jämtland og Trøndelag. Desuden sås Blodplettet gøgeurt, et par Blå ildfugle, Engblåfugl, og Rødlig perlemorsommerfugl.
Derefter stod den på frokost, madpakkesmøreri, og en længere køretur til Enafors i Fjeldene. Ved Enafors går man op på fjeldet Högåsen, hvor man bag et mindre antenneanlæg finder en spilleplads for Tredækker. Traveturen tager en times tid, og på kanten til spillepladsen findes et lille skur hvor man kan sidde i læ og tørvejr. Vi ankom i finregn, der langsomt tog til i styrke, men ikke noget der for alvor bremsede os. Og heldigvis påvirkede det heller ikke Tredækkerne, der ufortrødent og tillidsfuldt spillede omkring os. En magisk oplevelse i den lyse sommernat.
Næste eftermiddag begyndte hjemturen, og det inkluderede et stop ved Siljansjön igen. Jeg brugte en times tid på Skibacken i Rättvik, hvor jeg udover udsigten kunne nyde en Herorandøje, en Engsnarre, og nogle Isblåfugle. Nu gik det i den lyse sommeraften sydpå, først gennem Dalarna og Värmland, hvor der endnu var lav sol på højdedragene. Omkring Vänern blev det mørkt, men en Perleugle, der fløj over vejen, kunne bogføres omkring Gullspång og blev sidste nævneværdige art.
|
Diverse Tredækkere på Högåsen, 18/6-2024. |
|
Blå ildfugl, Vackermyren, 18/6-2024. |
|
Blå ildfugl, Nästmyren, 18/6-2024. |
|
Engblåfugl, Nästmyren, 18/6-2024. |
|
Isblåfugl, Rättvik skibakke, 19/6-2024. |
|
Rødlig perlemorsommerfugl, Nästmyren, 18/6-2024. |
|
Herorandøje, Rättvik skibakke, 19/6-2024. |
|
Fruesko, Vackermyren, 18/6-2024. |
|
Koralrod, Vackermyren, 18/6-2024. |
|
Traunsteiners gøgeurt, Vackermyren, 18/6-2024. |
|
Blodplettet gøgeurt, Nästmyren, 18/6-2024. |
|
Den eventyrlige Brunkulle, Nästmyren, 18/6-2024. |
|
Eng-troldurt, Vackermyren, 18/6-2024. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar