tirsdag den 12. marts 2019

Island 2018 - Mývatn

Jeg havde en halv dags intenst fuglekiggeri - fra 9-16 i regnvejr - ved Mývatn. Det er Islands mest kendte fuglelokalitet, sikkert fordi de særligt islandske specialiteter Strømand, Islandsk hvinand, og Islom ses relativt let. For alle 3 arter er der nærmest tale om drive-in-fugle, der kan "ordnes" uden den store fysiske udfoldelse. Desuden er eftertragtede fugle, som Jagtfalk og Fjeldrype, også at finde, omend der skal arbejdes mere for dem. Derudover er søen i almindelighed enormt fuglerig på ænder og vadefugle generelt.

Det var ikke en intens afsøgning af hele søen, men den sydvestlige del fik jeg et vist overblik over. Jeg startede med den mindre sø Stakhólstjörn, som ligger tæt på Mývatn i den sydlige ende langs vejen. Her er trækplasteret ynglepar af Islom, der kan ses meget tæt på. Her ses også Nordisk lappedykker, plus det løse. Derefter afsøgte jeg søfladen fra en nordgående grusvej mod Blátjörn. Det gav en hel del Islandske hvinænder, der i stort tal ligger og fælder om sommeren i søen. Desuden opdager man hurtigt, at Hjejle, Dobbeltbekkasin, Småspove, Islandsk stor kobbersneppe, og Islandsk vindrossel er karakterfugle i det åbne landskab. Sidste del af "inspektionen" gjordes omkring Laxá ved vejkrydset i det sydvestlige hjørne af området. Derfra gik jeg nogle kilometer nord på, til fjeldet Vindbelgafjall, hvor vejen kommer helt ned søbredden. Det gav tæt kontakt med vaderne, herunder flere Odinshøns, og et par Islandske hvinænder i et lille vandhul ved vejen. Der var igen mange Islandske hvinænder langs søen også. Ved gåturens start var der ikke spor af Strømænder, hvilket også var forventeligt, da de hurtigt trækker ud til kysten efter ynglens afslutning. Da jeg kom tilbage fandt jeg imidlertid 2, der lå sammen i Laxá tæt på vejen. En fed afslutning! Da vejret var regnfuldt og tåget var det nok forventeligt, at jeg ikke så nogle Jagtfalke. Den ydmyge tilgang taget i betragtning var jeg dog fuldt ud tilfreds. Især de mange Islandske hvinænder i forskellige dragter var meget spændende. Her følger lidt indtryk fra dagen...

Klassisk Islomblik, på den klassiske lokalitet Stakhólstjörn, 2018-07-22.



En fin oplevelse at have en Islom med unge nærmest i fjæset...



Nordisk lappedykker på klappeafstand i Stakhólstjörn.

Det blev til adskillige tætte møder med Islandsk stor kobbersneppe. Utrolig smuk fugl på heden.

Denne var decideret nærgående; den har givetvist haft en rede i nærheden. Som det ses holdt fotografen sig pænt på vejen...




Hjejle var utroligt almindelig overalt.

Småspove var ligeledes pænt talrig.

En hun Islandsk hvinand lå i en lille pyt ved vores B&B Narfastödum, da vi forlod stedet 2018-07-23.

2 hunner af Islandsk hvinand. Bemærk den meget karakteristiske hovedform med stejl pande, flad isse, og anderumpenakke. Fra vejen mod Vindbelgafjall, 2018-07-22.

En række billeder af især hanner i forskellige aldre og forskellige overgangsstadier til eclipsedragt.


Vil mene det er gamle hanner, med tydelig violet hætte.


Fra venstre: gammel han (stadig i næsten ren pragtdragt), gammel han i eclipsedragt (hvidt bryst, mere mørk rygt, violet hoved uden dråbe), og gammel hun (lyst øje).



Fuglen i midten, med relativt mørkt øje, kunne være en 2k hun.

Fuglen yderst til højre kunne ligeledes være en 2k hun.


To Strømænder i Laxá, tæt ved vejkrydset.


Mener der må være tale om 2 hunner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar