lørdag den 24. januar 2015

Grøn biæder ved Vesterlund Kro (Værnengene)

Det kan allerede nu afsløres, at med dette *RETRO-brag har bloggen toppet! Det skal ikke lyde som en klagesang, og jeg har haft (anderledes) store oplevelser siden jeg LIVE var tilstede ved fund af gustavi (S) og persicus (DK), men jeg har ikke (rigtigt) haft heldet og kreativiteten til at være på første række siden dengang. Det er sigende, at begge disse fund skete tæt sammen med HHN, der som bekendt ikke har set sig tilbage siden dengang:-)

Da det er maaange år siden er der lidt huller i hukommelsen, men så'n cirka så'n foregik det: Efter en solid vintertur til Marokko med HHN og HKn fik vi sammen set lysbilleder fra turen i løbet af foråret. De bestilte en håndfuld kopier, og afleveringen af dem blev en god undskyldning for igen at besøge Tipperne, da HHN var ansat dér. Et par dage skulle bruges på at følge Henrik rundt på hans opgaver, hvilket altid var berigende. På stationen var HHN, BRØL + kæreste, og Kristian, som var militærnægter. Ole Thorup var i en eller anden hangaround-tilstand - i nærheden...

1993-06-29 startede fint. Vejret var præget af høje slørskyer, som solen kun lige akkurat kunne skinne igennem, og jævn vestenvind. Om formiddagen var vi forbi Skallingen, hvor en Gul vipstjert ssp. flavissima holdt til. Derefter lagde vi vejen forbi Blåvand, hvor vi undervejs så 2 Sandterner lige over bilen. Sent på eftermiddagen sad vi i bilen igen, HHN, jeg, og vistnok Kristian. Jeg kan ikke huske hvorfor vi kørte rundt, men i hvert fald kørte vi mod feltstationen, og klokken 1630 nærmede vi os Vesterlund Kro. På en luftledning kunne vi på lang afstand se en aflang fugl sidde, og instinktivt fulgte vi den, da den på lang afstand kunne ligne den sjældne Biæder...på et tidspunkt var vi så tæt på, stadig i fart, at det stod klart at det VAR en Biæder, men netop da gled den ned og fløj væk...DAMN...det var sgu en Biæder; surt nok, konstaterede vi. Vi forsøgte hurtigt at støve den op, men den var og blev væk, og vi kom længere og længere ud ad støvede veje på marker med endeløse rækker af læhegn. Undervejs snakkede vi om hvad vi havde set, og vi havde alle tydeligt set mørke undervinger. Vores iver og efterfølgende frustrerede tilstand blev forstærket af bevidstheden om, at det sagtens kunne være en Grøn biæder...intet hjalp, og det føltes som en lang tid at vi kørte rundt. Vi endte med at køre tilbage mod udgangspunktet, Vesterlund Kro, og minsandten om ikke fuglen sad på samme ledning som før...Vi fik en kikkert på, og kunne med det samme bestemme fuglen til Grøn biæder. Hurtigt trak fuglen om bag kroen, og holdt til på elhegnet omkring en hestefold. Jeg + 1 (husker ikke helt hvem, nok HHN) blev sat af og jeg havde heldigvis/tilfældigvis mit kamera med. Den sidste mand kørte mod stationen og hentede BRØL+ kæresten. Der blev nok også ringet hurtigt rundt til de nærmeste, bla. BJ og HKn på Blåvand. Jeg husker ikke om Ole Thorup nåede frem og så den, men øvrige fremmødte dippede desværre.

Vi så fuglen omkring tre kvarter omkring hestefolden, ivrigt fouragerende. Langsomt fik vi sneget os lidt tættere på den i ly af buskene omkring kroen. Jeg husker ikke hvordan den forsvandt, har blot noteret at klokken var 1810 da ballet var forbi. Formentlig er den kommet trækkende, har slået sig ned kortvarigt for at fouragere (på humler), og er derefter trukket videre. Jeg husker at vi dengang "evaluerede" dagens satellitbillede i vejrudsigten (dengang var det gårsdagens oversigtsbillede der blev vist), dagen efter sammen med Ole Thorup. En varm luftmasse lå over N- til SØ-Europa, og kølig luft over NV- til S-Europa. En lang front mellem de to luftmasser lå fra Sortehavet til Skotland, og dækkede Østdanmark. Det gav god mening, at fuglen var fulgt med den varme luftmasse mod vest, havde ramt den kolde side af fronten, havde rastet, og var trukket tilbage.

Billederne er bærer præg af den lidt trykkende vejrstemning, men hist og her er solen brudt lidt igennem. De fleste af de billeder jeg tog er vist her i kronologisk orden. Det skiftende lys har givet mig lidt problemer i behandlingen af de indscannede gamle, lidt underbelyste, dias, og ethvert tænkeligt farvestik er til stede.






Dette ligner meget det indtryk vi fik ved den første kontakt med fuglen.




En humle er taget...

...der sluges...

...og synkes...





Her tror jeg vi ser BRØLs kæreste og Kristian.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar