søndag den 26. januar 2025

Lille stormsvale og Cistussanger i Skagen

 Igen blev Skagen ofret opmærksomhed i sommerperioden, og det var med optimalt udbytte i år. To gange forsøgte jeg at ramme natte med stormsvalefangst, og en dag prøvede jeg at twitche Cistussanger. Begge dele forsøgte jeg også sidste år, uden held med nogen af delene. Det var derfor en yderst tilfredsstillende combo at hive hjem denne sommer.

Første forsøg blev gjort 23-24/7-2024. Der var varslet stormsvalefangst, så da jeg havde ferie var det bare med at gøre forsøget. Det blev blot til et par natravne, men det var jo også fint nok - en han og en hun. Desuden var der lyslokning af natsommerfugle, og godt selskab fra bla IbJ, AWN, RAG, og SSC. Selv sent på sommeren er Skagen bare en stor oplevelse om natten!

Næste forsøg kom 5-6/8-2024. Der var igen varslet stormsvalefangst, og umiddelbart lød det som en skør idé at gøre forsøget, da jeg skulle på arbejde de selvsamme dage. Belært af 2023 havde jeg regnet ud at jeg godt kunne nå at være pp under fangst, og stadig nå på arbejde, omend det var slidsomt. Denne gang var der få dage forinden fanget en Lille stormsvale ved Nidingen, så det var en giftig mulighed at lade gå til spilde. Jeg ankom i selskab med TBN, og vi hyggesnakkede med RAG, SSC, og Lucas fra fuglestationen. På nattens 3. runde, klokken ca 0115, var der bingo! Jeg gik med Lucas ud til nettet, og i skæret fra lommelygten hang den umiskendelige silhuet af en Lille stormsvale meget centralt i nettet. Det var fedt at kunne følge med på første række, og jeg kunne begejstret annoncere fangsten over den lokale Zello-kanal. De nævnte på fuglestationen, samt EC +1 mødte op til fremvisning. Det var en meget lettet dude, der rullede mod jobbet klokken 0400!

Sidste besøg i Skagen kom 17/8-2024, da der et par dage forinden (igen) var fundet en Cistussanger af RoC (igen). Efter et irriterende dyp i 2023 var det en lettelse at endelig vinge denne art af. Efter en unødigt spændende morgen pga fuglens fravær kom den endelig på vingerne ved 0830-tiden. Det lykkedes at se fuglen en del gange, omend sporadisk og med lange pauser imellem, inden jeg kørte hjem ved 14-tiden. En Duehøg lige over os var en fin hyggespreder i en af pauserne.

Det Grå Fyr, 24/7-2024.

Natravn +2cy m, Det Grå Fyr, 24/7-2024.


Natravn +2cy f, Det Grå Fyr, 24/7-2024.



Det Grå Fyr, 6/8-2024.

Lucas plukker Lille stormsvale på stranden ved Det Grå Fyr, 6/8-2024.

Lille stormsvale ringmærkes på Skagen Fuglestation, 6/8-2024.









En lille video af fuglen blev det også til...

Tårnfalk 1cy, Grenen, 17/8-2024.

Duehøg 1cy, Grenen, 17/8-2024.



Cistussanger, Grenen, 17/8-2024.





torsdag den 16. januar 2025

Sydspanien III - I Tarifas bagland

 På turen til Spanien var en af dagene, 18/7-2024, dedikeret til fugle, og det blev en overraskende god dag! Det er altid lidt usikkert at kaste sig ud på længere køreture, langt væk fra sikre Danmark, men det gik problemfrit. Jeg ville prøve at twitche en Rüppells grib, som i længere tid havde været stationær omkring klippevæggen La Zarga ikke langt fra Tarifa. Inden for de seneste 20 år er Rüppells grib gået fra at være en mega til at være en "grøn" art i Spanien. La Zarga er med sit gribbe-fjeld et af de bedste steder til at samle disse sjældne gribbe op når de kommer på forlænget træk fra Afrika, og nogle er efterhånden blevet bofaste.

Jeg kørte meget tidligt, ved 0530-tiden, for ar kunne være pp i det første lys, og det lykkedes næsten. Turen fra det østlige Málaga var på omkring 200 km, og havde motorvej på en god del af turen. Desværre var der mange afbrydelser pga evindelige betalingsbåse på motorvejen, men frem kom jeg da...Opsøger man lokaliteten vil jeg anbefale at sætte bilen hvor muligt ca hvor asfaltvejen slutter, og gå den sidste kilometer på grusvejen. Man kommer til et skjul, hvor man har god udsigt over fjeldet, og man sidder fint i skygge udenfor.

Da jeg gik det sidste stykke vej mod fjeldet, ca 0830, dryssede en håndfuld gribbe ud over kanten og mod dalen, og jeg tjekkede dem febrilsk. Det var vist Gåsegribbe alle sammen. Ved en scanning af fjeldet i kikkert kunne jeg konstatere måske 50 fugle, der sad tilbage og var forbavsende godt camoufleret mod klipperne. Vel ankommen til bænken udenfor skjulet kiggede jeg fjeldet grundigt igennem, og der gik ikke mange øjeblikke før Rüppells gribben trådte tydeligt frem, med sine mange lyse fjerspidser ordenet i bånd på oversiden. Jeg overvågede den en times tid, og endelig ved 0930-tiden lettede den sammen med de fleste andre i en decideret masseudflyven. Den gled langsomt frem mod skjulet, og i perfekt afstand og vinkel begyndte den at skrue sig op. Efter at have taget højde gled den med de fleste andre væk i modlyset mod sydøst. Det kunne ikke være bedre, så jeg var glad og tilfreds. Lokaliteten havde andre gode arter, som jeg nød på gåturen tilbage, bla Biæder, Sorthovedet sanger, Blådrossel, og selvfølgelig Ensfarvet stær.

Jeg kørte mod øst igen, og var heldig at se en Iberisk grønspætte flyve over vejen udenfor Algeciras. Min plan var at køre til slotsruinen i Casares for at især se Lille tårnfalk, men de skuffede ved deres fravær. Der var dog rigeligt med Gåsegribbe tæt på, og et stop lidt udenfor byen, ved vej A-7150 ved Restaurant Andares gav Slangeørn og Sørgestenpikker! Jeg sluttede af i Álora med igen at se Lille tårnfalk, og kaldte det en dag ved 1630-tiden.

Ensfarvet stær, Lugar Molinos de Carrizales, 18/7-2024.


Blådrossel, La Zarga, 18/7-2024.

Sørgestenpikker, lidt udenfor Casares, 18/7-2024.


Biæder, La Zarga, 18/7-2024.

Slangeørn, lidt udenfor Casares, 18/7-2024.


Dværgørn, lidt udenfor Casares, 18/7-2024.


Forskellige Gåsegribbe, La Zarga, 18/7-2024.








Gåsegrib, Casares, 18/7-2024.


Rüppells grib, La Zarga, 18/7-2024.