mandag den 21. februar 2022

Efterårsdage i Blåvand

 Helt som forventet halsede jeg rundt i Felttræf-området i uge 42. Som sædvanligt var jeg grounded i Store Fuglede, dog med mulighed for at rykke på hits. Og faktisk med et planlagt besøg, nemlig på en sejltur til Horns Rev, arrangeret af Henrik Bøhmer. 

Første forstyrrelse kom 20211017, med genfundet af Orientbraksvalen i Margrethekog. Den blev heldigvist vinget af, men det gjaldt om at komme hjem og få slappet af, for sejlturen foregik dagen efter, fra Esbjerg klokken 0800. Turen var god og hyggelig, trods regn og småt med fugle, men et uheld kom til at koste dyrt...På vej til Esbjerg næste morgen kørte jeg over et trailerhjul, der var tabt på motorvejen. Det gav en punktering, men heldigvis var det ved første afkørsel til Esbjerg, så jeg kunne humpe ind på frakørselsrampen, uden at være for langt fra havnen. Et hurtigt ring til HeM, der også skulle med, reddede turen, da han hurtigt indvilligede i at samle mig op. Ombord på skibet fik jeg arrangeret, at et værksted satte et hjul af til mig, så jeg kunne humpe hjem bagefter. Imidlertid blev der fundet en Schwarz' løvsanger mens vi sejlede hjem mod Esbjerg, og den ville have været kongeagtig at nå efter turen. Selv om jeg nok kunne være kørt med HeM til Blåvand, så valgte jeg at sætte hjul på mens der var dagslys, så jeg fik HeM til at smide mig af ved afkørslen, mens han selv fortsatte mod Blåvand for at twitche - succesfuldt, heldigvist!

Et par dage efter var jeg tilbage i Blåvandsområdet, nærmere bestemt Grønningen, hvor der var blevet fundet en maurus-lignende Bynkefugl et par dage inden. Trods pp-melding samme morgen kom jeg for sent, da jeg først kunne køre ved 1130-tiden, og der blev gnedet salt i såret, da jeg på hjemturen kunne høre om fundet af en Bairdsryle på stranden ud for Grønningen i det allersidste lys. Det lykkedes mig at komme afsted næste morgen, og trods blæst og regnbyger blev fuglen fundet inden min ankomst på engen bag klitrækken. Trods pæn afstand lykkedes det at se rylen fint i skop, og også at få de obligatoriske dokumentationsfotos. Det blev således til 4 besøg i perioden, med 2 dips/kiks, og 2 vellykkede ture.

Blåvands Huk, 20211018.

Båden tiltrak flere småfugle på træk, bla denne Vindrossel.

De fleste alkefugle på sejlturen var Lomvier.

Rider blev, sammen med nogle få Suler, det eneste der lugtede af havfugle på sejlturen.




Rødstrubet lom, Horns Rev, 20211018.



Sule, Horns Rev, 20211018.





Sortstrubet bynkefugl, Grønningen, 20211021.

Sortstrubet bynkefugl 2k+ han, Grønningen, 20211021


Bairdsryle på laaang afstand, Grønningen, 20211022.








fredag den 11. februar 2022

Orientbraksvale i Margrethekog

 Orientbraksvale har fra sin første dag på den danske fugleliste haft mytisk karakter. En salig majdag i 2010 blev landets første fund af arten gjort ved Vest Stadil Fjord, fundet af Frits Rost. Til en start var den meldt som Rødvinget braksvale, men ret hurtigt sås det, at fuglen ikke helt passede med Rødvinget. Resten af dagen blev fuglen derfor meldt ud som "mulig/putativ" Orientbraksvale. Om den første udmelding i sin tid havde betydning for, om nogle twitchere ikke nåede at se fuglen ved jeg ikke. I hvert fald blev fuglen set frem til 1455, mens twitchere fortsatte med at komme til. Det betød, at især østdanske twitchere kom for sent, og det fremkaldte en af de største kontroverser i dansk twitching. Efter et halvt års tænkepause valgte to af toptwitcherne nemlig at krydse på efterbevilling, og det fremkaldte en masse sladder, mistro, og god underholdning. For hvornår ville en ny fugl komme, som de kunne "rense" deres udåd ved at twitche?

2021 skulle blive året. Der var egentlig lagt lidt i ovnen, da et par fugle få år inden sås i både Norge (2018 + 2019) og Sverige (2017 + 2018). Det var nærliggende at en fugl også ville komme til Danmark, og det skete så i 2021. En fugl blev fundet 29/4-2021 i Rogaland i Norge, og straks håbede jeg på at den ville komme til Danmark...Det kom dog til at trække lidt ud, for fuglen blev i Norge i næsten 2 måneder, frem til 24/6-2021.

Der gik dog ikke lang tid før den blev fundet i Danmark, for Lilly Sørensen og Niels Bomholt Jensen fandt fuglen ved Vidå-slusen 4/7-2021. En beretning om fundet kan læses her! Da jeg på det tidspunkt var på Færøerne turde jeg knap nok håbe på selv at connecte med fuglen, men trods faldende intensitet af observationer blev fuglen alligevel claimet frem til aftenen før vi kom hjem fra Færøerne. Derfor var der ikke andet for end at forsøge at twitche fuglen ved første lys næste morgen, hvilket er forbandet tidligt på den tid af året. Det blev et dip, og tilsyneladende var det ikke de mest troværdige claims der var fremsat dagen før. Nåh, hvo intet vover...

Man har jo lov at håbe, men det lugtede af en tabt mulighed. 21/8 blev fuglen imidlertid genfundet lidt mod syd i den tyske del af Vadehavet, og her blev den frem til 7/9. Turde man håbe på, at den vendte tilbage til Danmark? Ved indgangen til efterårsferien syntes denne spektakulære forekomst at være en saga blot, så da Ole Goldschmidt genfandt fuglen sent om eftermiddagen 16/10, lige nord for Vidåslusen, var det et ualmindeligt velvalgt tidspunkt. Gad vide hvor længe den havde været dér? Uden heldigvist at have nogle planer var jeg pp næste morgen i det første lys, ca 0730. MC fra Rødovre, MHP, og KrHa var eneste andre på jagt, og det var ledsaget af regnvejr hele dagen. Trods intens overvågning af området var det ikke muligt at finde fuglen om formiddagen, så på et tidspunkt omkring middag ville MC og jeg prøve at tjekke i Frederikskog. Der var mange Hjejler, men ikke nogen braksvale. Omkring 1230 besluttede jeg for at tage hjem, da det virkede lidt håbløst. Omkring Løgumkloster blev jeg imidlertid ringet op af MC, der lige havde haft fuglen, hvor den var blevet lagt i seng dagen før! Hurtigt vendte jeg om, og efter ca 20 minutters ventetid kom fuglen igen på vingerne, og fouragerede rundt om hovedet på mig! Episk, intet mindre. Stor tak til MC for at ringe direkte! Den næste time nød jeg fuglen på adskillige rundflyvninger, inden den gik til rast på marken. Der kan man tale om at redde et kryds i sidste øjeblik. MC kan dog toppe med 3 dips dengang i juli måned...


1408: Over Vidåslusen. Bemærk, at de mange billeder er indenfor kun 2 forskellige minutters optagelse.












1421



Så vidt jeg husker hørte vi ikke fuglen, så sandsynligvis skyldes den åbne mund fouragering.


Her ses meget nøjagtigt hvor fremskreden fuglens fældning af håndsvingfjerene var, sammenlignet med sommerens billeder. P1-P8 er færdigt udvoksede, P9 gror, og P10 er endnu ufældet.



1422: At få fuglen at se SÅ godt, som de næste billeder antyder, var hinsides hvad jeg turde håbe på.


Her ses, at fjerskaftet på P10 er brunt, og ikke hvidt som på Rødvinget braksvale.