søndag den 15. januar 2017

Hesselø

2016  blev året, hvor Hesselø igen blev inddraget i dansk ornitologi. Lidt baggrund om denne konstatering kan læses her. SHN fra Halsnæs har som hoveddrivkraft fået arrangeret 2 ture, i maj og i september, og en beretning fra turen i maj kan læses her.

Jeg skal derfor spare læseren for unødige gentagelser, og nøjes med at sige, at begge ture var fantastiske for mig at deltage på. Turen i maj var klart den mest udbytterige. Tåge og dis lå tungt over øen dagen igennem, og det havde trykket et læs gode fugle ned på øen. Turen i september havde vi meget høje forventninger til, men de gjordes slemt til skamme. Øen var pænt tom for fugle, og en trækkende lapværling blev dagens bedste fugl. Hundredevis af tejster fra foråret var væk, men til gengæld lå der et par suler ud for øen på efterårsturen.

Den fremtidige udvikling omkring besøg på Hesselø bliver meget spændende at følge...

Et smukt og nervepirrende syn, da øen endelig dukkede frem i disen.

RS fandt hurtigt en syngende lundsanger centralt på øen. Jeg blev hængende og forsøgte at få lidt billeder af den. En Lille fluesnapper og en Flodsanger fandtes indenfor meget kort afstand kort efter.