onsdag den 22. juni 2016

Havdykænder!

Det tidlige forår gav en lille håndfuld gode oplevelser med dykænder. Først og fremmest var jeg efter mindst 5 uddyp på Brilleand klar til at give arten endnu en chance. Der var gennem vinteren set fugle ved Fanø, Blåvand (samme?) og Holmsland Klit. Den sidste lokalitet så ud til at være det sikreste valg, da det i vinterferien passede mig bedst at forsøge. 2016-02-17 rykkede jeg vestpå tidligt om morgenen. Da fuglen så ud til at drive marginalt mod syd gennem februar, valgte jeg en sydlig parkeringsplads ved Stormkløven. Det kunne jeg have sparret mig, da fuglen lå ud Lyngvejen, et par kilometre længere mod nord, men jeg havde nok godt af motionen...Fuglen var let at finde i skop da først jeg nærmede mig, men noget sværere at indfange med kameraet; dels pga bølgegang, og dels pga afstanden. Det lykkedes dog akkurat at få lidt brugbare doku-skud af fuglen. En fin oplevelse alt i alt på den altid dejlige jyske vestkyst.

En bådtur i farvandet nord for Møn blev det også til, 2016-04-02. Det var først og fremmest en pionertur, så alt bedre end Ederfugl var fint nok for mig. Vi gjorde ikke så meget ud af at ligge stille, men forsøgte at afsøge et så stort område som muligt. Først og fremmest blev det mødet med hundredevis af Havlitter, der står mejslet i hukommelsen, men en pæn flok Sortstrubede lommer ud for Ålebæk Strand og pæne atl for Fløjlsand var også fint.

Dagen før Brilland-twitchet varmede jeg op ved Saltbæk Strand i Vestsjælland - i håb om at finde min egen Brilleand. Det blev kun til denne fine flok Fløjlsænder, 2016-02-16.