onsdag den 25. december 2019

Sortvinget braksvale ved Ballum Sluse

2019-08-25 var fra tidlig morgen en varm og stille dag. Da havet lå næsten blankt tog jeg en lang sejltur (fra Reersø til Storebæltsbroen t/r) med min søn Mikkel. Da vi ved middagstid var næsten nede ved broen kom der melding om 2(!) Sortvingede braksvaler på forlandet ud for Ballum Sluse, fundet af JVS. Det gav lidt hjerteflimmer, for det var en af de arter der altid har drillet lidt, og i øvrigt haft et lidt uopnåeligt skær over sig.

Første "dip" kom med et fund i 2006, fundet af SEP, og ligeledes i Vadehavet. Fuglen blev dengang i området i over 2 uger, og det faldt sammen med et fund af en Skadegøg på Als. Jeg havde dengang ikke mulighed for at rykke pga småbørn, så et rigtigt dip var det ikke, men det gjorde nas at se meldingerne dag ud dag ind tikke ind. Og selv om Skadegøg er mere sjælden ville jeg hellere se Sortvinget braksvale, da denne var en lifer. Næste dip kom i 2014, da jeg en dag for sent rykkede på en endagsfugl, igen i Vadehavet, og igen fundet af SEP (!). Sidste dip blev et dobbeltdip i 2015 - en fugl fundet på Ølsemagle Revle prøvede jeg at twitche begge dage, men kom begge gange for sent...Røv!!!

Tilbage i nutiden rundede jeg et par bropiller med min søn, og så gik det ellers tilbage mod Reersø i adstadigt tempo. Efter at have sat knægten af gik det mod det sønderjyske, og det skulle vise sig at blive en varm og lang dag...Dagen før var tankvogn væltet på Fynske Motorvej, og havde spildt diesel på vej i begge kørselsretninger. Oprydningen var stadig i gang da jeg skulle krydse Fyn, og i kombination med at Gamle Lillebæltsbro var lukket gav det massiv køkørsel. Heldigvis gled trafikken nogenlunde, trods det moderate tempo, i retning mod Jylland; det var først for alvor slemt da jeg skulle hjem igen. Det gav lige en lille times forsinkelse...Nå, men braksvalerne var halvt medgørlige, idet jeg kun så den ene. Det var selvfølgelig bedre end ingenting, og jeg så fuglen fint nok trods det tiltagende modlys. Det var en 1K-fugl, med skællet overside, ligesom dens makker. Bemærkelsesværdigt med et multifund; de blev på lokaliteten til 2019-08-31. Dagen blev krydret med en fin Hedehøg, da jeg gik ned mod bilen.













Hedehøg ad han.

mandag den 16. december 2019

Gærdeværling i Tornby Klitplantage

Knap var vi kommet hjem fra ferien, før næste MEGA meldte sig. En Gærdeværling blev fotograferet 20190711 i Tornby Klitplantage af PBN, og en massiv twitcherbølge satte sig i bevægelse. Mange nord- og midtjyder nåede fuglen samme dag, og tidligt næste morgen var jeg klar, efter kørsel i den smukke sommernat, sammen med alle kjøwenhawnerne...Det blev en meget smuk oplevelse i den tidlige morgen, omend fuglen var på noget afstand. Nordjysk sommermorgen i en klitplantage er ikke så'n at slå. Fuglen blev på lokaliteten frem til 20190830, men blev overraskende genfundet i nærheden 20191106, og den er vist stadig pp...

Bestemmelsen er ret ligetil, så håber bare billederne formidler lidt af stemningen.

20190712, 0546.






20190712, 0622.

torsdag den 12. december 2019

Dragtprogression for Middelhavssølvmåge i juli

En sejltur i Kroatien er garanti for at se læssevis af Middelhavsmåger i alle aldersklasser. En lignende serie fra en tur i 2017 kan ses her, og en serie fra februar i Rom kan ses her. Forskellen mellem sommerserierne og vinterserien er, at om sommeren påbegyndes den årlige fældning, hvorfor alle 2k+dragter er stærkt slidte om sommeren, med fældningshakker i vinger og hale. Om vinteren er fældningen afsluttet, og dragterne fremtræder jævne og ensartede.

1K. Alle fjerene i dragten er helt friske. Bemærk mørkt næb og mørkt øje, stenmelsfarvet overside i modsætning til Sølvmågens mere brune overside, mørkere større dækfjer ift Sølvmåge, mørke yderfaner på de indre håndsvingsfjer med begrænset vindue-effekt ift Sølvmåge, mørke tertialer med smalle lyse rande, og skarpt afsat sort halehånd.

1K.

2K. Øje og næb stadig sort, men blegning og fældning giver et lysere hoved ift 1K. Håndsvingfjerene er i fældning, og nyere lysere svingfjer gror frem. Større dækfjer også i stærk fældning, hvilket giver en sildebenseffekt i vingen omkring armsvingfjerene. Ryggen har fået en del grå fjer. Halen har stadig overordnet skarpt afsat halebånd, men blegning og fældning giver lysere gump og hale ift 1K.

2K.

2K.

2K.

2K.

3K. Hoved og underside er nu hvidt, øjet er lyst, og næbbet er overvejende gult. Den gamle p10 har oftest en stor hvid plet, mens de nye inderste håndsvingfjer er adultlignende grå med med øgende sort udad. Ryggen er helt grå. Halen er mere rent hvid med et mere udflydende sort halebånd. De nye halefjer er helt hvide. Ift Sølvmåge er dragten mere kontrastrig, med stort sort felt i de ydre håndsvingfjer og sort felt i armsvingfjerene.

3K.

3K.

3K.

3K.

3K.

4K. Dragten er meget adultlignende, men der er sorte tegninger i hånddækkerne, en ikke helt ensartet grå overside, og håndsvingfjerene er kun sorte, uden de adultes hvide spejle yderst.

4K.

4K.

4K.

4K.

4K.

4K.

Adult.

torsdag den 5. december 2019

En uge i Kroatien II

Kun 2 år efter vort sidste besøg drog vi mod Kroatien igen i sommerferien 2019. Igen var det en familieferie, og birding var af sekundær karakter. En lille billedserie fra 2017 kan ses her.

Dette års tur var med base i Zadar, hvilket kun gav Gråsejler og Middelhavsmåge som almindeligt forekommende arter. Vi var på ture til nationalparkerne Kornati og Paklenica, og en kort tur til byen Nin. Ved Nin ligger et saltindvindingsanlæg, som gav fint med Stylteløbere, Silkehejrer og Rødben. Bedst var Dværgskarv ved lagunen rundt om den gamle by, samt en koloni Spansk spurv, og Rødhovedet tornskade, i den gamle by. Paklenica gav obser af gode fugle som Klippespætmejse, Klippesvale, Blådrossel, Sydlig nattergal, og den fede sommerfugl Sydlig hvid admiral. Kornati gav ikke de håbede havfugle, men Grå- og Alpesejler, samt især masser af Middelhavsmåger. De får deres eget opslag...

Gråsejler, Zadar, 20190701.








Gråsejler, Kornati NP, 20190703.

Alpesejler, Kornati NP, 20190703.

Dværgskarv, Nin, 20190702.



Spansk spurv, Nin, 20190702.





Klippesvale, Paklenica NP, 20190705.



Blådrossel, Paklenica NP, 20190705.

Flyverotte - the real deal...Paklenica NP, 20190705.

Klippespætmejse, Paklenica NP, 20190705.




Limenitis reducta, Paklenica NP, 20190705.