fredag den 2. maj 2014

Adamsii 2014

Siden den første adamsii-tur i 2012 har jeg ønsket mig at prøve sådan et "boat-trip". De store lommer var af den slags fugle, jeg mere eller mindre havde affundet mig med aldrig at skulle se i Dk. Kun i Nordjylland kan de kaldes regelmæssige, men da de stort set altid ses forbitrækkende skal man afse meget tid til morgenobs'er på de kanter - en tid jeg ikke lige nu kan afse. At se dem godt og eventuelt i sommerdragt var for mig blot en yderligere bonus - bare det at få dem i bogen ville være som at have besteget et bjerg. Da jeg mødte HHN ved Prærietranen på Møn fik jeg luftet for ham, at ved en yderligere adamsii-tur var jeg sikker kunde; siden ventede og håbede jeg egentlig bare, så da nyheden kom skyndte jeg mig at melde til.

Det var spændende at betragte det, for os, så skjulte fugleliv på søen på vejen ud. Det var tydeligt, at fuglene opholdt sig i nogle løse, men distinkte, grupperinger. I den kystnære zone sås mange Sortænder, Stormmåger og Sølvmåger, samt en del Svartbage og enkelte Suler. Efter en times sejlads, og i de 2 næste timer, ændrede artssammensætningen sig. Der kom perioder hvor havet virkede tomt, afløst af områder med Stormmåger, Svartbage, Rødstrubede lommer, Fløjlsænder, lidt færre Sortænder, samt enkelte Suler, Sortstrubede lommer, Sildemåger, Tejster og en enkelt Mallemuk.

Klokken 0945 råbte JKi "Storlom"! Endelig! En Islom i næsten perfekt sommerdragt lå relativt tæt på båden, men fortrak skyndsomt. Skipper fulgte efter, men lommen holdt hele tiden en vis sikkerhedsafstand. Afstanden var ikke større, end at vi kunne høre den kalde ivrigt - fantastisk! De næste to timer fik vi set 3 Hvidnæbbede lommer, og især den ene var en fantastisk oplevelse. Den var i fuldstændig perfekt sommerdragt, og endte med at ligge HELT tæt på!

Fra 1150 til 1400 var havet gabende tomt. Var ballet forbi? Nej, fra 1400 til 1600 kunne yderligere 4 Hvidnæbbede lommer bogføres - alle set tilfredsstillende og et par endda fremragende! Resultatet for Hvidnæbbede lommer blev 3 adulte i sommerdragt, 3 adulte i overgangsdragt, samt 1 først antaget at være en 2k, men...den ser ud til at have fint prikket overside, så adult vinterdragt? I følge Lommer (Jonsson & Tysse 1992) fælder de Hvidnæbbede lommer langt senere end Islommerne. I marts er alle islommer i en eller anden grad i fældning, mens det først er i maj at alle Hvidnæbbede lommer er i gang.

Endnu en gang tak til HHN for et godt arrangement, Skipper og Styrmand for professionel og kompetent sejlads, og ikke mindst de øvrige deltagere: LPa, Sakke, EEE, KKH, NBe, JKi, BCS, Søren Skov, HSø, og MaT. Hermed en serie billeder i streng kronologisk orden fra dagen:

0728: Sule, immatur.

0800: Rødstrubet lom, 3k+ vinterdragt.



0856: Tejster i sommerdragt.

0858: Fløjlsænder.
0957: Islom, adult sommerdragt. Først i modlys...

0957: Islom, så i medlys.

1040: Sortstrubet lom, 2k? Jeg ville forvente lidt mere kontrast på hals og ved skuldre hos en 3k+.

1102: Hvidnæbbet lom #1, adult sommerdragt - sensationelt, intet mindre! So much in your face!!!

1102: Samme fugl, lidt mere modlysplaget...

1149: Hvidnæbbede lommer #2 + #3, begge adulte i overgangsdragt. På trods af afstanden og billedets kvalitet ses der helt mørkt og ensfarvet ansigt, isse og nakke. En 3k burde vise langt mere grums i hovedtegningen.

1247: Sildemåge, 4k. Immature sildemåger er ikke helt hverdagskost. Denne alderstype vil i løbet af sensommeren fælde til en første adult dragt som denne.

1406: Hvidnæbbet lom #4, adult i overgangsdragt. Anlægget til hvid halskrave ses tydeligt, og oversiden er stort set færdigfældet.

1458: Hvidnæbbet lom #5, adult i vinterdragt? Der anes fine prikker på oversiden hvilket antyder 4k+. 2k burde vise en overside af blandet gamle, blege og nye, mørke fjer. 3k burde vise enkelte grove, lyse pletter.

1500: Samme som ovenstående fugl.

1527: Sule, adult. En af flere, der kom helt tæt på.

1536: Hvidnæbbet lom #6, adult i sommerdragt. Fuglen havde enkelte, lyse spor i nakken, men fremtrådte ellers perfekt færdigfældet.

1608: Hvidnæbbet lom #7, adult i sommerdragt. Blev fundet i sidste øjeblik, inden turen gik hjemad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar