lørdag den 15. marts 2014

Høgeugle i Store Hareskov

For anden vinter i træk fik Store Hareskov besøg af en Høgeugle; denne gang blev den i meget længere tid, og var derfor langt mere publikums-venlig. Et par gange lagde jeg vejen forbi uglen ved øvrige ærinder i Nordsjælland, da den belejeligvist holdt til tæt på O4.

Første besøg var juledag, 2013-12-25, med familien. Vejret var mørkt som det kun er ved midvinter, og set i det perspektiv kan Høgeugler ofte opleves som lyspunkter i en mørk tid. En stationær Høgeugle kan virkelig "brighten up a dull day". Selv om billederne fra den dag ikke er noget at råbe hurra for, formidler de noget af den mørke midvinterstemning. Uglen var opmærksom på omgivelserne, men ellers passiv i den tid vi var der.

Andet besøg kom 2 måneder senere, 2014-02-23, med sønnen. Først på eftermiddagen, i lav sol, besøgte vi uglen igen. Denne gang skete der lidt mere, idet den efter en halv times passivitet fløj en kort strækning til en kort stub. Her sad den og så ud til at gnide næbbet mod grenen, men pludselig fiskede den en død mus frem af en sprække, og begyndte at fortære den. Først hoved og indvolde, derefter blev resten af kroppen slugt.

2013-12-25




2014-02-23



Ingen kommentarer:

Send en kommentar