mandag den 23. september 2019

Adamsii 2019

I 2014 fik jeg mulighed for at deltage på en af de eftertragtede adamsii-ture til Kattegat for at se Hvidnæbbede lommer på eksklusiv dansk overvintringsplads. Det blev en stor oplevelse, som kan læses her. Jeg forsøgte de efterfølgende år at deltage igen, men vejr og tid faldt ikke på plads før igen i 2019.

Det blev igen en udbytterig tur, igen arrangeret af HHN, med totalt 3 Islommer og 11 Hvidnæbbede lommer. 2 af de Hvidnæbbede fik jeg ikke set, men pyt...Selskabet var behageligt og velmotiveret, og arbejdede hårdt hele dagen!

Lommerne ligger indenfor et relativt afgrænset område, ca. 10 x 10 km, mellem Anholt og Læsø. Der sås store lommer mellem 1015 og 1545, altså 5,5 time! Karakteristisk bliver de store lommer liggende på vandet og dykker, mens de mindre arter letter på stor afstand. Her følger en serie billeder fra dagen...

Fløjlsænder i det spæde morgenlys, 0612.

mandag den 9. september 2019

Kaspisk måge 2. vinterdragt

2 forskellige fugle til galleriet...Den første blev set i Gilleleje Havn under dyp på Gråsejler, den anden flygtigt fra båd på vej mod Klintholm Havn. På begge fugle ses karakteristisk hvid plet på p10, noget der kun sjældent optræder hos Sølvmåge.

Kaspisk måge 2K, Gilleleje Havn, 20131103.

tirsdag den 20. august 2019

Kaspisk måge 5K marts 2019

De immature dragter af måger er en langsommelig øvelse at blive klog på. I Reersø Havn har jeg efterhånden fundet de fleste aldersklasser, men en 2. vinterdragt mangler jeg stadig, og indtil marts 2019 manglede jeg også denne dragt, en 5K fra marts; altså 4. vinterdragt. Det eneste på fuglen der peger på 5K er de mørke yderste hånddækkere - lidt flere mørke fjer, og måske lidt grums på næbbet, kunne måske være fundet tidligere på vinteren.


fredag den 2. august 2019

Kejserørn i Skåne

I oktober 2018 var en 2K Kejserørn ude nogle gange og runde i Falsterbo i Skåne. Det fik de danske twitchere til at flokkes på Stevns i håb om at fuglen ville trække ud, og dermed få et svært x i bogen. Trods flere ture til Falsterbo nægtede fuglen at trække ud, og i stedet drog den ind til den klassiske metalokalitet Havgårdssjön i det sydvestlige Skåne, hvor adskillige Aquila-arter har overvintret tidligere. Som forventet overvintrede Kejserørnen i fin stil i den usædvanligt milde vinter, og jeg fik ved en håndfuld lejligheder set fuglen ganske fint. Første forsøg, efter nytår, gik ikke så godt; men der var bid ved de næste 4 forsøg, som strakte sig frem mod den sidste uge hvor fuglen sås. Fuglen sås i snart sagt alt slags vejr, fra regn, tåge, og til fuld sol.

2019-01-12 var jeg pp i tåge og regn, men heldigvist også opklarende over middag. Om formiddagen sås fuglen i tåge og regn siddende i et højt grantræ lidt nord for Sillesjö-gården, langs Sillesjöräckan, indtil fuglen lettede ved 1140-tiden. Ørnen sank i jorden indtil jeg genfandt den 1300 fra Havgårdsvägen - jeg ville køre hjem, og skulle lige lette ben fra en lille p-plads på østsiden af vejen, da ørnen gled over mig fra skoven, og satte sig i et træ ved herregården. Her sås fuglen siddende fint, og den tog et par korte og pædagogiske kredsrunder ind imellem, mens det blev mere klart i luften.

2019-01-31 skulle jeg aflevere min datter i lufthavnen, da hun skulle på rejse til Asien. Efter check-in ved 1200-tiden fik jeg derfor mulighed for endnu et møde med Kejserørnen, selv om vejret var lidt grumset. Omkring 1300 fandt jeg ørnen glidende over Sillesjövägen mod en lille gruppe træer lidt øst for Sillesjö-gården. Her sad fuglen et stykke tid, mens et par stockholmere ankom kort efter min udsendte birdalarm. De var kørt om natten fra Stockholm efter Kejserørnen og var ved at være godt møre, så de var glade for at fuglen endelig var blevet fundet. De nåede lige at parkere bilen og få fuglen udpeget, så lettede den og tog en fed runde tæt på os, inden den forsvandt mod Havgårdssjön.

2019-02-15 tog jeg en tur med min gamle ven PJP aka Hüds fra Hillerød. Vi kørte forgæves rundt i tåge af vekslende intensitet, men over middag klarede det endelig op og blev flot solskin. 1230 blev fuglen fundet i et træ ved Näsbyholm Slott. Efter lidt ventetid kom fuglen på vingerne, og tog en runde med et par Havørne, set flot fra Näsbyholmsvägen.

2019-03-30 blev min sidste dato med obs af fuglen. Egentlig var jeg taget på twitch efter Lapugle i nærheden, men den dippede vi på i det lune forårsvejr. Over middag kom der melding på Kejserørnen vest for Näsbyholm, og vi besluttede at tage den på vejen hjem. Det blev til en vejobs, hvor den længe kredsede rundt lidt nord for os. Efter en halv time forsvandt den i retning af Havgårdssjön.

Kejserørn, 2019-01-12, Sillesjöräckan.

søndag den 21. juli 2019

Lapugle på Sturkö, Blekinge

I midten af januar 2019 blev der fundet en Lapugle på Sturkö, den største ø i Blekinges skærgård. Uglen blev hurtigt et tilløbsstykke også blandt danske fuglekiggere, og den kom hurtigt højt på min ønskeliste. Afstanden fra Store Fuglede var på overskuelige 358 km, hvilket kunne klares på 4 timer.

Førstkommende weekend kunne heldigvist afsættes, så tidligt lørdag morgen, 2019-01-19, drog jeg mod øst. Det var en af årets få kolde dage; jeg startede i -2° C hjemme, og den temperatur krøb langsomt ned til -8° C i skånes indre. I skærgården var der knapt så koldt, men der var faldet lidt sne, så med kulde, sne og vindtille blev det en dejlig stemningsfuld oplevelse. Desværre ville uglen ikke rigtigt lege med trods hårdt arbejde fra den lille skare på ca. 20 mand. Jeg fik undervejs en længere guidet tur af finderen (har glemt hans navn; undskyld...). Uglen var set langs en grøft med åbne engstykker langs en ca. 1 km lang strækning, men under hans kyndige vejledning var der desværre ikke spor af uglen. Efter nogle lange timer med eftersøgning, kun afbrudt af frokost med Polarbrød og Messmør, kom den forløsende melding pludselig 1415: uglen var fundet, og jeg kunne hurtigt efter connecte med dyret sammen med de øvrige twitchere. Vi holdt behørig afstand, og fik ca 15 dyrebare minutter med den. Efter lidt skulen til højre og venstre pustede fuglen fjerdragten op, og lettede til slut og gled lydløst ind i den tætte skov.


torsdag den 27. juni 2019

Vestlig middelhavsstenpikker ved Virksunddæmningen

2018-12-26 fandt Pia Odgaard julens bedste fugl ved Virksunddæmningen. Fuglen var en Middelhavsstenpikker af den vestlige race ssp. hispanica, og hendes beretning kan læses her. Ud over at være sjælden var fundet bemærkelsesværdigt ved, at en Middelhavsstenpikker aldrig har været set i Nordeuropa om vinteren. Da de to racer af Middelhavsstenpikker står foran et split, og da jeg kun har set østlig i Danmark hidtil, var sagen klar: den måtte twitches!

Jeg rykkede tidligt næste morgen, og kom frem i gryet på en mild, regntung og diset dag. Det svage lys omkring midvinter er ikke det bedste til dokumentation af sjældne fugle, men omvendt giver det en intens og længselsfuld stemning. Fuglen vågnede og kom frem for de ventende twitchere omkring 0940, og lod sig se resten af dagen - og i øvrigt frem til 2019-01-03. Fuglen kunne bestemmes til vestlig på dens lyse og sandfarvede grundfarve, hvor østlig fremtræder mere mørkebrun. Fuglen rørte sig dels langs selve dæmningen på Sundstrup-siden, og dels på strandengen ved Hjarbærk Fjord, syd for Sundstrup. For ikke at komme for sent hjem kørte jeg 1130, men fik indtil da set den både flyve og sidde relativt tæt på.

Der kigges mod Virksund, 0951.

lørdag den 15. juni 2019

Kaspisk måge ad dec 2018

2018-12-01 skulle jeg til birder-julefrokost i Kbh, og jeg nåede lige at besøge Reersø Havn i det tiltagende mørke. Blandt mågerne fandt jeg en adult Kaspisk måge. Bemærk fx det meget lyshovede indtryk med mørkt øje, den distinkte nakkeboa, den mere seglformede udbredelse af sort på håndsvingfjerene p10-p5, de grå tunger der kiler sig ind mellem det sorte, samt ikke mindst typisk flad hovedform og slankt næb og bleggule ben. Jeg bestemte den først til en 4k-type pga nakkeboa, men efter kommentarer fra RAG og KMO skal den bestemmes som adult, da vingerne er helt ensfarvet grå uden tegn på immature fjer. Fuglen sås i bedre vejr 2018-12-04, og af TA + SKR dagen efter.

Kaspisk måge adult, Reersø Havn, 2018-12-01, 1404.